AB Gladsaxe nu på andenpladsen
Topopgøret mod HIK blev lidt af en langgaber

AB Gladsaxe avancerede til andenpladsen i kvalifikationsspillet i 2. division. Og vejret var rigtig dejligt.

Så er det positive fra topopgøret på Gladsaxe Stadion mod HIK vist også sagt. Kampen endte 0-0, for afslutninger inden for målrammen var der næsten ingen af.

Træner Michael Madsen er stadig ubesejret efter de otte kampe i foråret.

Før kampen fortalte han i sponsorloungen om en række radikale ændringer på holdet efter den foregående kamp. Han var stærkt utilfreds med nogle spilleres indstilling, så posen skulle rystes.

-Det var lige før jeg sad og håbede på, at vi skulle tabe mod VSK Århus, så spillerne ville vågne op, sagde Michael Madsen.

Men lyspunkterne mod HIK var svære at få øje på.

Daniel Warmbach lagde for med et groft kiks i forsvaret, men det lykkedes at rage kastanjerne ud af ilden, så den tilbagevendte målmand Mark Fabricius ikke blev testet.

I HIKs mål kunne den tidligere AB-keeper Esben Madsen næsten hele kampen koncentrere sig om at nyde det gode vejr.

AB Gladsaxe har i otte kampe scoret 10 mål efter en lang række scoringer i træningskampene. Det kniber gevaldig med at få den fart i opspillet, der kan gøre Rasmus Tangvigs hurtighed til en trussel.
Generelt mangler AB Gladsaxe en styrmand på midtbanen. Der skal mere tempo i sideskiftene.

Stefan Nygaard og Rasmus Tangvig fik ikke meget at arbejde med i front, og Stefan Nygaard lavede et par frustrationsfrispark, så det nok var bedst, at han blev skiftet ud for ikke at nærme sig endnu en karantæne.

AB Gladsaxe spiller lørdag i Odense mod Dalum, der er ubesejret hjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top