Fin indsats i grim skøjtehal
skøjte.jpg
Søskende og forældre til deltagerne fra Gladsaxe gjorde deres til at gøre deltagelsen til en positiv oplevelse. Foto: Privat.
Gladsaxe Skøjteløberforening til international skøjtekonkurrence i Paris i påsken

Gladsaxe Skøjtehal er ingen skønhedsåbenbaring. Men da syv skøjteløbere fra Gladsaxe Skøjteløber Forening (GSF) i påsken var til den internationale konkurrence Competition Nationale de Patinage Artistique i Paris, så de noget, der var langt værre.

Det var 35. gang konkurrencen blev afholdt, men første gang Gladsaxe deltog.

Torsdag og fredag blev brugt til sight-seeing og træning på skøjtebanen, der er 4 meter smallere og kortere end, hvad løberne normalt er vant til.

Udover skøjtebanens størrelse fik mange af skøjteløberne en stor overraskelse, da de ikke troede at en skøjtehal kunne se meget værre ud end den, de selv træner i til dagligt i Gladsaxe.

Der tog de fejl, da skøjtehallen i Paris ligner noget, der ikke har været sat i stand, siden hallen blev bygget.

En anmeldelse fra Tripadvisor nævner, at skøjtehallen er den grimmeste bygning i verden.

Løberne og deres forældre gjorde dog deres for at pynte deres hjørne af hallen flot op med Dannebrog, så de var klar til at heppe på hinanden, når konkurrencen startede.

Lørdag eftermiddag løb Sofie Jensen i debs-rækken, hvor hun fik en flot 7. plads med personlig-rekord. Søndag morgen fortsatte de fine resultater med Villum Slesvig, der blev nr. 3 i en række over den, han normalt stiller op i. Marie Müller og Clara Diekelman deltog i den yngre debs-række, hvor de blev placeret som nr. 19 og 22 ud af 36 deltagere. Om eftermiddagen konkurrerede de to junior-rækker, hvilket svarer til de danske junior M og K. I Junior M fik Pernille Mingon Olsen en 4. plads, og det samme gjorde Karoline Müller i K-rækken, begge med et halvt point til 3. Pladsen. Også i junior K fik Alberte Vejre en 5. plads med ny personlig rekord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top