Buschauffører er en mangelvare
Manden-der-blev-gift.jpg
Buschaufførerne Carsten og Liselotte fandt hinanden på jobbet. Derfor var det et naturligt valg for dem at blive viet i bus 350 S iført uniform og med passagererne som glade tilskuere. Foto: Privat.
Carsten Lund er buschauffør og holder så meget af branchen, at han blev viet i bus 350 S. Men for få vælger et job i busbranchen

Du møder ham måske, når bus 68 svinger ind forbi Gladsaxe Rådhus, eller måske er du en af de tre søvndrukne pendlere, han samler op ved Solnavej i de tidlige morgentimer.

Manden er Carsten Lund, der blev gift i en bus, er 52 år og ansat på Arrivas anlæg på Columbusvej ved Trafikpladsen.

– Jeg holder utrolig meget af at køre bus. Man er sin egen chef derude i bussen. Man får lov at passe sig selv, samtidig med at man møder mange forskellige mennesker, fortæller Carsten, der er gift med Liselotte, der også er buschauffør.

Anlægget på Columbusvej kører de fleste af kommunens busruter, og med over 500 ansatte er anlægget en af kommunens største arbejdspladser. Men de kunne faktisk godt bruge flere medarbejdere, fortæller Sven Stokholm, der er driftsleder på anlægget og har ansvar for at chaufførstyrken svarer til de busser, der skal køre. Hvert forår skal han rekruttere ekstra buschauffører, der kan køre i sommerferieperioden. I løbet af de sidste 14 dage har han ansat 19 nye buschauffører, og han mangler stadig 6-7 stykker for at regnestykket går op.

– Det har været sværere at skaffe chauffører i år, fortæller han og forklarer, at det blandt andet hænger sammen med, at der er en del busser og chauffører, der skal køre tog-busser henover sommeren, og der derfor er rift om de chauffører, der er.

Sven Stokholm er bekymret for, at udfordringen med at skaffe chauffører bliver større i de kommende år.

Hurtig omskoling
Carsten Lund uddannede sig til buschauffør for fem år siden på UCplus i Skovlunde: – Det var lige i slutningen af finanskrisen, og jeg arbejdede som taxichauffør, men havde svært ved at få det til at løbe rundt. Da jeg blev fyret, gik jeg op til min kommune, der indvilligede i at betale for min uddannelse, fordi UCplus kunne give jobgaranti i busbranchen.

På lidt under to måneder stod han med at buskørekort og en timelønsansættelse i hånden. Og efter blot tre måneder fik han tilbudt en fast stilling på anlægget i Bagsværd, hvor han har kørt lige siden.
– Det er en hurtig omskoling til en branche med ret stor jobsikkerhed, siger Carsten, der kun kan anbefale et job som buschauffør. Også fordi lønnen er væsentlig højere og meget mere sikker end en taxachaufførs: -Der er mange gode kollegaer at tale med ude i pausestuerne. Vi har et godt sammenhold, siger Carsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top