Det tog sin tid med det klubhus
Gl-Kano-og-Kajak-04-20-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Isenkræmmer Børge Jensen og bygningssnedker Hans Larsen brugte mange, mange timer i flere år på at få bygget det smukke klubhus, der undervejs er shinet op og for nylig fik renoveret køkkenet. Igen takket være frivilliges indsats. Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxe Kano- og Kajakklub fylder 70 år med flotte rammer

Man tager et par trillebøre, nogle skovle og spader. Og så går man i gang med at bygge nogle bådskure og et klubhus. Det kommer nok til at tage noget tid, men det lever vi med. Det var lidt som humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve. Så den gør det bare.

Sådan var det i Gladsaxe Kano- og Kajakklub midt i 1960erne.

Klubben havde fået stillet en grund til rådighed på Kongshvilebakken. Arkitekten Erik Korshagen havde tegnet, og så var det op til medlemmerne at få bygget.

-Vi var ca. 60 medlemmer, og vi var et dusin, der leverede arbejdet, fortæller Børge Jensen og Hans Larsen, der var med dengang, da det hele begyndte i 1966.

Hans Larsen var i lære som bygningssnedker hos Herlev Maskinsnedkeri. Han var den, der havde den mest relevante uddannelse.

Børge Jensen var isenkræmmer, så han bidrog med at grave – og med at skaffe materialer til en god pris.

-Vi fik hængsler og beslag til en gros pris. Det var ofte store tunge ting, så det kostede faktisk en bil undervejs, griner Børge Jensen.
-Men ellers var det noget med at tage et spadestik. Gå et skridt baglæns og læsse det op på trillebøren. Og så kommer det jo til at tage tid.
Der blev arbejdet i weekenderne med at få bygget huset, der står på 16 stolper, for der skulle piloteres godt og grundigt i det fugtige område.
-Det var i de tider, hvor arbejdstilsynet ikke var involveret. Faktisk formåede seks af de frivillige at falde ned.
-Jeg faldt direkte ned på ryggen og lå i fem minutter, hvor jeg ikke kunne bevæge mig eller sige buh eller bæh, siger Børge Jensen.
Arbejdstegningerne skulle følges, så et par kreative ideer blev stoppet undervejs af arkitekten.
-Vi fik godt nok plantet en af de store stolper i det ene hjørne en smule forkert uden at det fik konsekvenser, siger Hans Larsen.
Da det hele var færdigt, kom borgmester Erhard Jakobsen til indvielsen.
-Det skulle I da ikke have gjort, sagde han, og det lå vist som en indikation af, at det kunne kommunen have sørget for.
Det ville Børge Jensen og Hans Larsen godt have haft at vide nogle år før, for det tog næsten tre år at få det hele færdigt.
Da byggeriet stod færdigt måtte man ikke være ret mange medlemmer. Nu er der ca. 250 medlemmer i en klub, hvor man understreger, at kvalitet skal stå over kvantitet. Man skal ikke være store for at være store.

Historien
Gladsaxe Kano & Kajakklub har rødder helt tilbage til 1948, hvor kanoklubben ”Hobby” så dagens lys. Et par år senere blev Hobby slået sammen med ”Skovhuskoloniens Kanoklub”, og igen nogle år senere tog man navneforandring til Gladsaxe Kano & Kajakklub.

Klubbens grundstamme er turkanoer, men allerede i 1950’erne fik kaproningen fodfæste, da Finn Haunstoft og Bent Peder Rasch vandt uld i toerkano på 1.000 meter ved OL i 1952. Siden har mange medlemmer vundet et utal af fornemme medaljer, lige fra Danske Mesterskaber til VM-medaljer. Især søstrene Yvonne og Jeanette Knudsen har repræsenteret klubben i den retning.

Gennem alle årene har klubben søgt at være samlingssted for såvel kaproere som tur- og hyggeroere. Det er kendetegnende for klubben, at vi hjælper hinanden på tværs af individuelle interesser, alder og køn, fx er alle klubbens bygninger opført ulønnet af medlemmerne. Et andet eksempel er klubbens mange nationale og internationale regattaer på Bagsværd Sø – også her tropper medlemmer op med deres arbejdskraft – til glæde for de aktive roere på banerne.
.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top