Landsholdskandidater viste sig frem
roning.jpg
Julie Johansen (venstre), Astrid Højgaard, Alma Benediktson og Cathrine Duedahl-Olesen vandt søndag dobbeltfirer i U17-klassen i ren opvisningsstil. Lørdag vandt et næsten identisk Bagsværd-mandskab med Emma Vestergaard i stedet for Cathrine Duedahl-Olesen ligeså flot. Foto: Privat.
Bagsværd Roklub dominerede på hjemmebanen

Der var ikke langt mellem de glade Bagsværd-roere på præmieskamlen, da kortbanesæsonen blev skudt i gang med den traditionelle forårsregatta på Bagsværd sø.

I løbet af weekenden måtte flere end 50 hold med Bagsværd-roere en tur omkring præmiebroen; 22 gange efter at de var kommet først over stregen i en A-finale. Der var sejre fra både de yngste U13-roere, der stillede op til deres første kaproning og til de rutinerede Masters-roere, der blandt andre udgøres af tidligere elitekaproere, herunder flere tidligere VM-deltagere.

Som altid tog Bagsværds juniorroere særligt godt for sig af medaljerne. Seks helt unge roere, Buster Kiilerich, Theis Wolfram, Vigga Dybmose, Frida Møller, Sofia Thrane og Hannah Thrane, der deltog i deres første regatta, viste flot roning og vandt alle mindst en medalje.

Om søndagen vandt U15-drengene bestående af Alexander Ulrich, Elias Ellehammer, Thøger Bjerg og Henning Friedrichsen både dobbeltsculler og dobbeltfirer, mens Alma Benediktson vandt U15-pigernes singlesculler om lørdagen. Alma var også med til at vinde dobbeltfirer i U17-klassen sammen med Astrid Højgaard, Emma Vestergaard og Julie Johansen om lørdagen. Om søndagen gentog de denne bedrift men med Cathrine Duedahl-Olesen på båden i stedet for Emma Vestergaard. For U17-drengene opnåede et heroisk kæmpende mandskab med Jeroen Grimmelikhuijzen og Villads Jørgensen en flot andenplads i dobbeltfirer sammen med roere fra KVIK og DSR. Regattaen var også en mulighed for klubbens landsholdsholdroere og elitekaproere til at vise sig frem på hjemmebanen og pudse formen af, inden det går løs på de internationale kaproningsbaner. Således havde både Frida Sanggaard, Iben Østergaard, Mathilde Persson og Mathias Larsen, der alle er en del af seniorlandsholdet, god fart i deres både. Regattaen var også en vigtig test for de af klubbens roere, der sigter efter at blive udtaget til U18-, U19- eller U23-landsholdene senere på sæsonen. Også her var niveauet højt, og pilen peger imod, at Bagsværd Roklub igen i år vil blive storleverandør til ungdomslandsholdene.

”Vores roere havde en virkelig flot start på kortbanesæsonen. Det er godt at se, at vi kan gøre os gældende i alle klasser, helt fra de yngste juniorroere og op i seniorklasserne. Det bekræfter mig i, at vi gør noget rigtigt med vores talentudviklingsarbejde. Det er første gang i år, vi ser vores kaproere i aktion på 2000 meter distancen, som er den distance, der konkurreres på internationalt. Baseret på det jeg har set i weekenden, ser det meget lovende ud. Jeg tror på, at vi i løbet af sæsonen vil se, at 15-20 Bagsværd-roere kommer til at ro for enten seniorlandsholdet eller diverse ungdomslandshold,” siger kaproningschef Mia Espersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top