Løbeturen giver mental klarhed
Torben-Madsen-01-21-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Byrådsmedlem Torben Madsen er en ivrig motionsløber, og han har gennemført ikke færre end 14 marathonløb og 16 triathlondistancer. Foto: Kaj Bonne.
Torben Madsen fra Enhedslisten blev nyt medlem af Gladsaxe Byråd fra nytår. Han er en rutineret løber, der elsker at tage løbeskoene på, brænde energi af og få styr på tankerne

Mange motionister kender til, at det allerførste løbeskridt er det sværeste. Nogle gange kan det tage længere tid at overbevise sig selv om, at man skal ud at løbe end den tid, det rent faktisk tager at løbe turen.

Sådan er det ikke for Enhedslistens nyvalgte medlem til Gladsaxe Byråd, Torben Madsen. Som uddannet biolog interesserer han sig helt naturligt for naturen, og som entusiastisk løber elsker han binde løbeskoene, iføre sig træningstøjet og knalde noget energi af på turene på grusstierne ved Utterslev Mose.

Nærheden til mosen og naturen var af stor betydning, da Torben Madsen som nyuddannet biolog sammen med sin kone Jannie valgte at bo i Søborg: – Men det var lige så vigtigt, at vi var blevet opmærksomme på, at Gladsaxe Kommune havde pasningsgaranti.

Torben Madsen boede de første mange år i Valby, men har ellers boet mange andre steder i københavnsområdet, inden Gladsaxe blev valgt: – Efter folkeskolen gik jeg på Vestre Borgerdyd Gymnasium på Sjælør Boulevard (i dag hedder det Københavns Åbne Gymnasium, red.). Derefter læste jeg biologi på Københavns Universitet og blev cand. scient.

Torben Madsen fortsatte i et 3-årigt forskningsprojekt og forsvarede en Ph.D. i kemiske stoffer, forurening og miljø. I dag er han ansat i det private rådgivningsfirma DHI, der har særlige kompetencer inden for vand og miljø; særligt grundvand, floder, kystlinjer, havne, klimaforandringer og de efterhånden oftere og oftere forekommende oversvømmelser.

Til daglig beskæftiger Torben Madsen sig med teknologier til at bekæmpe spredningen af invasive alger ogdyr, der flyttes fra den ene verdensdel til den anden, når skibene udleder ballastvand. Problemet er, at de robuste arter etablerer sig over alt, og de sårbare arter ender med at forsvinde. Virksomheder fra hele verden sender deres ballastvand-renseanlæg til DHI’s testfacilitet i Hundested, hvor DHI afprøver, om det kan fjerne alger og dyreplankton i henhold til internationale krav.

Løber maraton
Hvis tiden tillader det, forsøger Torben at løbe fire gange om ugen, og det foregår oftest i Utterslev Mose og Høje Gladsaxe. Torben Madsen har gennemført 16 triathlon (svømning, cykling, løb) og 14 maratonløb, og det er nødvendigt at have en vis volumen på træningsmængden for at klare maratonløbets 42.195 meter: – Når jeg er på rejse i udlandet forfirmaet, har jeg altid løbeskoene med. Jeg forsøger at være opmærksom på, hvor meget træning kroppen kan tåle. Jeg befinder mig bedst, når jeg brænder noget energi af. Det understøtter de andre ting, som jeg laver, fordi jeg føler, at jeg træffer bedre beslutninger, når jeg har løbet.

Torben Madsen har siden ungdomsårene befundet sig på venstrefløjen – i omegnen af Enhedslisten: – Egentlig er det såre simpelt. Jeg holder med samfundets svageste. Vi har stadig en enorm ulighed i Danmark; goderne er fordelt uretfærdigt. Samtidig tillader samfundet stadig en enorm vækst og produktion, som forværrer klimakrisen.

Vores kæmpe svineproduktion er med til at ødelægge naturen. Uligheden stiger samtidig med, at miljøet får det dårligere, og det er ikke overraskende, at de rigeste lande og den rigeste del af befolkningen har det største ansvar for klimaforandringerne.

I Torben Madsens politiske optik handler det både om at have et åbent menneskesyn og at kæmpe for, at naturen fungerer: – Jeg har den klassekampsopfattelse, at jeg ser det som spørgsmål om, hvem du tager parti for. Liberalisterne har også taget parti, og de mener, at så længe de rige har det godt, sikrer det, at en del af denne rigdom drypper på de svageste. Jeg tror ikke på, at når storaktionærerne bliver rigere, og de store landbrug og fødevarevirksomheder øger deres eksport, så går det også bedre for samfundet. Rigdommen for de få skabes med store omkostninger for vores fælles klode og ved at fastholde mange millioner mennesker i fattigdom. I stedet for et forurenende landbrug på EU støtte, bør Danmark satse på miljømæssigt bæredygtige virksomheder og gå foran med vedvarende energi. Torben Madsen peger også på, at Gladsaxe Kommune bør være foregangskommune ved at indkøbe økologiske fødevarer til kommunens kantiner, skoler og institutioner.

En anden sammenhæng
Torben Madsen mener, at tingene hænger sammen. Men på en anden måde, hvor der er fokus på natur, miljø, ressourcer, uddannelse, opvækstvilkår og økonomi: – Vi er ikke født med de samme evner. Nogle har gener til at klare sig godt i konkurrencesamfundet, andre har ikke. Nogle er født med en sølvske i munden, andre er ikke. Nogle har uddannelse, andre har ikke. I så rigt et samfund som det danske har kontanthjælpsloftet haft den effekt, at de svageste er blevet fattigere.

Lysten til at bekæmpe social uretfærdighed og viljen til at forsvare rent grundvand og natur, har været drivkraften bag Torben Madsens politiske engagement.
– Gladsaxe Kommune har et godt mix på mange felter. Gladsaxe har mange slags mennesker med vidt forskellig baggrund. Dette mix værdsætter vi i vores familie. Vores drenge har gået i skole med børn fra indvandrerfamilier, og det har haft en positiv indflydelse på dem – socialt og kulturelt.

Plads til forbedring
Torben Madsen er glad for Gladsaxes naturområder, og han kan især godt lide den lidt vilde karakter i områderne omkring Høje Gladsaxe, hvor der ikke er så velfriseret. Gladsaxe huser også store og mindre virksomheder, og det har den fordel, at mange af kommunens borgere kan arbejde i nærheden af deres hjem.

– Der er virkelig meget at glæde sig over i Gladsaxe, men der er plads til forbedring. Vi tager ikke altid lige godt imod folk i svære situationer. Jeg synes, vi kan gøre mere for både voksne og børn med særlige behov. Med hensyn autistiske børn, så har de det svært med at indgå i klasser med 20 eller endnu flere elever, og mindre grupper er ofte en forudsætning for, at børn med autisme får noget ud af undervisningen. Vi skal passe på, at vi ikke taber mennesker med problemer på gulvet. For eksempel bør det være muligt at finde velegnede jobs til mennesker med psykiske handicaps. Det bør ikke være en overraskelse, at vi har unge voksne med en psykisk diagnose, der har brug for støtte til at komme i arbejde eller klare sig hjemme, for vi ved hvem de er allerede i skoletiden. Indimellem ser det i Gladsaxe ud som om, at vi lukker øjnene og håber, at de flytter til en anden kommune.

Hjælp og støtte til kommunens svageste er en af Torben Madsens mærkesager. Fripladser i daginstitutionerne, gratis fritidstilbud samt støtte og rådgivning til de borgere, der har behov for det.

På den lange bane håber Torben Madsen, at Gladsaxe vil gå forrest i kampen for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked: – Om ti år har vi forhåbentlig en forståelse for, at arbejdstid og arbejdspladser kan indrettes, så færre får stress, og der er vilje til at bruge mennesker, der har forskellige vanskeligheder. Vi har brug for alle mennesker. Og alle mennesker har brug for at levere noget – også selv om det måske kun er lidt. Skaber vi arbejde for dem, der er på overførselsindkomst, så ser disse mennesker også sig selv som en ressource. Det vil styrke deres livskvalitet. Mange mennesker er i besiddelse af et stort potentiale, som de bare ikke får lov til at udfolde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top