Ny skøjtehal – og andre ønsker
-

Lars Abel støtter i en annonce (Gladsaxe Bladet 12.6.) overraskende forslaget om en ny skøjtehal – et projekt til mindst 90 mio. kr. (GB 12.6. s. 2).

Jeg under gerne de knapt 400 brugere, hvoraf de 172 bor i Gladsaxe (GB 12.6. s. 2) en ny skøjtehal.

Men kan vi så til gengæld være enige om, at der er mange andre berettigede ønsker til kommunale investeringer og ydelser. Jeg nævner her blot nogle få – som hver især vil være til gavn for over 400 borgere:

• Renovation af bygninger og veje – med særlig henblik på sikkerhed (risiko for at snuble på skæve fliser, huller og ujævnheder på veje og cykelstier)
• Renovering af skoler

• Bedre busforbindelser med 20-minutters drift, passende med S-togenes minuttal
• Flere boliger til ældre (som kan frigøre parcelhuse til yngre skatteydere)
• Fastholdelse af serviceniveauet på trods af et stigende antal ældre (iflg. budget 2018 forventes ”befolkningstilvæksten primært at ske ved, at der kommer flere børn og flere borgere, som er ældre end 65 år.”).

Måske kunne vi også enes om, at disse ønsker er mere berettigede end ønsker om skattenedsættelser? I mangler så bare at overbevise regeringen om, at det kommunale selvstyre skal genindføres (se GB 5.6. s. 2).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top