Rådhuscaféen: Tænk nyt
-

Af Michael Dorph Jensen (Ø), formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) og Torben Madsen (Ø), medlem af BIU

Rådhuscaféen er lukket – igen. Caféen har været udlejet flere gange med en høj leje, der er fastsat ud fra markedsprisen. Det kan tydeligvis ikke lade sig gøre at drive café dér på disse vilkår, og derfor bør vi tænke nyt. I forbindelse med aftalen for Gladsaxe Kommunes budget for 2018-2021 blev det besluttet at undersøge mulighederne for at etablere utraditionelle jobs. Formålet er at kunne tilbyde beskæftigelse til mennesker, der har svært ved at klare et almindeligt job. Det er et godt initiativ, som bør føre til konkrete arbejdspladser.

Der er mange grunde til at tænke utraditionelt, så mennesker med udfordringer kan komme til at arbejde under forhold, der passer til deres situation.
Det kan fx være indvandrerkvinder, der ikke taler så godt dansk, eller unge med psykiske diagnoser som autisme og ADHD. Det vil være fantastisk, hvis Rådhuscaféen kunne genåbne som en socialøkonomisk virksomhed, der tilbyder arbejde til mennesker med konkrete udfordringer.

Det forudsætter, at der etableres en virksomhed med dette formål, og at kommunen vil udleje Rådhuscaféen til en lavere pris. Der er gode erfaringer med andre socialøkonomiske virksomheder som fx Isthar i København, der er en catering-virksomhed drevet af kvinder i jobtræning, praktik og aktivering.

Et initiativ til at gøre Rådhuscaféen til socialøkonomisk virksomhed vil have vores fulde opbakning. Det vil være til stor gavn og et godt signal om et rummeligt arbejdsmarked.

1 kommentar om “Rådhuscaféen: Tænk nyt”

  1. Det kan være en god ide at lave en eller anden form for Socialøkonomisk virksomhed, hvis det kan hjælpe unge med psykiske problemer vil det være fint nok. Men kan man det – uden der også skal være specielt uddannet personale tilstede.
    Man kan blandt andet lave det sådan at borgerne kan udstille kunst og fotos i samme lokale.
    Der er blandt andet mulighed for at sammenligne med Bibliotekscafeen i Vangede, der netop drives af borgerne, i form af frivillig arbejdskraft.

    I Vangede er det først og fremmest pensionister der driver cafeen, så der er også forskellige åbningstider.
    Til gengæld er det gratis at drive, bortset fra huslejen eller noget, man kunne jo tage en snak med dem og hvordan det hænger sammen, hvilke problemer vi skal være opmærksomme på og sådan noget.

    Jeg mener dog ikke det skal bruges til sprogundervisning, det er der skoler til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top