VM på Skovdiget
AB-senior-cup-02-25-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De stive ben fik en omgang. I baggrunden samler japanerne kræfter til næste kamp på AB. Foto: Kaj Bonne
AB arrangerede World Cup 70+ AB 2018 – et verdensmesterskab for fodboldspillere på 70 år

Skovdiget summede af aktivitet. Der var gang i fodboldene på tre baner, da AB arrangerede det uofficielle verdensmesterskab for veteranspillere på mindst 70 år torsdag, fredag og lørdag i sidste uge. Mesterskaberne sluttede belejligt med at spillerne så Danmark Peru på storskærm, inden festmiddagen World Cup Dinner Party, hvor ”VM-trofæet” samt pokalerne til den mest værdifulde og den hurtigste spiller blev uddelt.

Der var deltagelse af to japanske mandskaber, et amerikansk og et engelsk hold samt otte danske hold med ABs eget veteranhold – plukket ud af Tjønserne, der spiller fodbold året rundt på AB uanset vejret, selv om vi vist ikke har noget at klage over i øjeblikket – i spidsen.

Det var interessant at se specielt de japanske spillere. Noget mindre end de fleste af deres modstandere, men til gengæld alle sammen hurtigere end deres konkurrenter. Trods alderen havde japanerne en imponerende speed, så de var hurtigt over bolden.

Morsomt var det også at følge en puljekamp mellem Boldklubben Frem og B93. Først blev der råbt: – Hvorfor spiller du ikke bolden? Svaret fulgte prompte: – Hold nu din kæft!
To minutter senere: – Spil nu bolden! – Hold din kæft!

Med andre ord. Det kan godt være, at der blev hygget. Og det blev der, men vinderinstinktet hos de gamle stjernespillere var intakt.

I sidste ende var West Japan bedst. De vandt finalen over B93 med 1-0. NC United fra USA endte på tredjepladsen. AB Tårnby – AB står her for Amager Boldklub – blev nr. 4, mens det ”rigtige” AB og hjemmebanefavoritterne måtte nøjes med femtepladsen blandt de 12 hold.

Men uden for banen var AB en sikker vinder. World Cup 70+ var et storslået arrangement, som viste, at pensionistidrætten er i voldsom vækst herhjemme.

Og på AB vil Tjønserne mødes uge efter uge. År efter år. For det er sjovt at spille fodbold uanset om du er syv eller 70.

Se flere billeder på gladsaxebladet.fotokajbonne.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top