Der rundes af med et brag
MissionImpossible6g.jpg
Tom Cruise på endnu en umulig opgave i “Mission: Impossible – Fallout”. Foto: UIP
Ny Mission Impossible-film slutter måneden af i Bibliografen

Juli måned har været et sandt overflødighedshorn af forpremierer og særforestillinger. Lørdag 28. og søndag 29. juli er ingen undtagelse. Her står Bibliografen nemlig i valsens tegn, når André Rieu blænder op for årets ”Maastricht koncert 2018”. Temaet for dette års koncerter er ”Amore, My Tribute to Love”, og er den verdensberømte violinists kærlighedserklæring til musikken, familien og selvfølgelig hans orkester, som han har optrådt med i mere end 30 år.

I pausen bydes der på et glas tiltrængte bobler, inden man igen indfinder sig i Bibliografens store sal til det afsluttende sansebombardement! Billetter findes på bibliografen.dk eller ved personlig henvendelse. Efter ovenstående dosis kærlighed er det kun passende, at Bibliografen slutter måneden af med et brag af en film. ”Mission: Impossible – Fallout” har nemlig forpremiere 31. juli kl. 20.15.

Her må Ethan Hunt, spillet med sædvanligt overskud af Tom Cruise, igen redde verden fra skumle terrorister og dobbeltagenter. Man ved som altid ikke helt, hvem der er ven eller fjende, så Hunt samler atter sit hold af eksperter for at den tilsyneladende umulige mission skal lykkes.

Med sig har Tom Cruise denne gang en sand perlerække af fremragende karakterskuespillere ført an af Alec Baldwin, Rebecca Ferguson og Henry Cavill, der som hårdkogt CIA-agent giver Cruise kamp til stregen i dette halsbrækkende action-drama!

”Mission: Impossible – Fallout” har danmarkspremiere i Bibliografen torsdag 2. august.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top