Gladsaxe Hero vil videre
hero.jpg
Thomas ”Jønse” Jørgensen ridsede lige situationen op sammen med trænerkollega Kenneth Colding ved træningen i tirsdags. Spillerne så nogenlunde trimmede ud efter sommerpausen. Foto: Niels Rasmussen.
Efter oprykningen stiler man efter mere succes

Gladsaxe Hero fejede næsten al modstand til side i serie 2 og sikrede sig oprykning til serie 1 sammen med AB.

Og nu vil man videre. Sjællandsserien er næste mål, som man meget gerne hurtigt skal nå.

Bedømt ud fra resultaterne i serie 2 er der al mulig grund til optimisme. Bedømt ud fra resultatet i finalen om det sjællandske mesterskab for serie 2-hold skulle man nærmest grave sig ned.
Oprykningskollegerne fra Hundested vandt nemlig den kamp med 9-1.

-Men det havde nu ikke noget med virkeligheden at gøre. Vi stillede nærmest med et 2.- hold og var faktisk med til 2-1, før det hele gik galt. Den kamp sagde slet ikke noget om vores styrke, siger træner Thomas ”Jønse” Jørgensen, der i tirsdags sammen med trænerkollega Kenneth Colding havde spillerne samlet for første gang efter sommerpausen.

-Der er mange positive ting. Vi har ikke mistet spillere. Til gengæld har vi fået tilgang. Blandt andre har Grantoftens målmand Victor Rosborg meldt sig ind, og hans bror Nicklas, der er kantspiller, kommer også. Det betyder, at vi nu har to målmænd til disposition Vi har nogle gode spillere fra 2. holdet med i truppen.

Angriberen Martin Lange Nygaard stod egentlig til at holde pause på grund af en operation. Nogle muskler i begge ben er for store, der skal skæres for at skaffe plads. I første omgang har han kun fået lavet det ene ben, så må det andet vente til vinterpausen.

-Vi er ved at spille en nyt system ind, og det vil tage lidt tid Vi vil spille 3-6-1, fortæller ”Jønse”.

Man må gå ud fra, at det system i angrebssituationer hurtigt kan ændres til 3-4-3 for ellers kan det da godt blive meget kedeligt.
I Gladsaxe Hero træner man to gang om ugen og supplerer med en kamp.
-Mere kan vi ikke forlange af spillerne på det her niveau, siger ”Jønse”.

Gladsaxe Hero lægger ud 18. august hjemme mod Herlev IF, der rykkede ud af sjællandsserien. AB skal til Lundtofte, der også er nedrykker.
Dagen før – altså fredag 17. august – spiller VB 1968 mod Hundested.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top