Gladsaxes største publikumsmagnet
Gymnastik-07-04-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Nej, viser en ung Teamgym-udøvers attitude: - Du får ikke en highfive fra mig! GIF-gymnasterne har haft en forrygende sæson, og der er altid mange tilskuere på plads. Foto: Kaj Bonne.
20.000 tilskuere så GIF Gymnastik og Foxy Cheerleaders levere flotte resultater i denne sæson

I sport taler man om tilskuere. I musik kaldes det for tilhørere. Men i Gladsaxe er der i hvert fald to store publikumsmagneter, som trækker mange tusinde mennesker til kommunen. Den ene er jazzklubben med sine hen ved 40 koncerter, og den anden er gymnastikforeningen.

For sidstnævnte har den forgangne sæson været forrygende. GIF Gymnastik har haft et år med mange flotte resultater i Teamgym – en holdkonkurrence hvor gymnasterne laver en rytmeserie, springer på trampolin og springbane.

GIF har afholdt fire konkurrencer: foreningens egen JuleCup som opvarmning til konkurrencesæsonen samt tre officielle Teamgym-konkurrencer. GIF måtte ved to af konkurrencerne en tur til nærliggende kommuner og låne opvisningshaller, da ombygning af foyeren på Gladsaxe Stadion blokerede for at afholde stævner der. I konkurrencerne deltog 5.000 gymnaster og 20.000 tilskuere har klappet af små og store Teamgym-gymnaster.

GIF Gymnastik kalder sig for Danmarks gladeste forening, og nu kan foreningen også glæde sig over at være Danmarks mest vindende forening i Teamgym.
I starten af juni blev DM i Teamgym afholdt: – Det blev en sand medaljeregn til os. Minimix og minidrenge vandt begge guld, juniormix vandt bronze, seniorherrerne vandt bronze, og for 3. år i træk vandt seniordamerne guld. Tre sejre i træk giver ret til at beholde pokalen, så nu pryder den vores kontor i Gyngemosehallen, siger en yderst tilfreds sportschef Jan Darville.
Inden sæsonen helt slutter drager 140 GIF-gymnaster og trænere til Italien for at deltage i en stor international gymnastikopvisning, Festival del Sole, som foregår i Reccione i Italien.


Foxy var fremme

Cheerleaderne har også trænet benhårdt i denne sæson og opnået nogle rigtig flotte placeringer. Foxy Extreme juniorpigeholdet blev danmarksmestre og derudover fik en 1. plads ved Sommercup 2018. Foxy Evolution juniorholdet og senior Foxy Supreme fik også en 1. plads ved Sommercuppen. Juniorgruppen stunt Foxy Intrusion opnåede en flot 2. plads, og Pewee Foxy Fury fik en flot 4. plads.
Et stærkt sammenhold og en målrettet, men afslappet og bevægelsesglad stemning er tilsyneladende nøglen til at opnå gode resultater i den glade forening.
GIF Gymnastik og Foxy Cheerleaders har i denne sæson lavet bevægelsesaktiviteter, leg, spring, voksengymnastik og cheerleading for ca. 2.700 aktive medlemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top