Hun tager gerne skraldet
gyldenris.jpg
Anne Greve håber at det kan lade sig gøre at vinde kampen mod gyldenris, der bare spreder og spreder sig. Foto: Niels Rasmussen
Anne Greve fra Vandkarsevej gør Gladsaxe Kommune til et pænere sted

Anne Greve fra Vandkarsevej i Værebrokvarteret er posedame. Sådan på den pæne og noget anderledes måde.

Når hun skal have sin daglige motion, der bl.a. bruges til at bekæmpe diverse kræftsygdomme, så tager hun en plastpose med, og så begynder hun at samle affald op. Og der er rigeligt at se til. Faktisk kunne hun fylde et væld af poser hver dag.

Oprydningsarbejdet sker ud fra en ambition om, at vi alle skal passe godt på naturen.

Der er ikke det mindste skær af fanatisme i hendes stemme, når hun fortæller, om den indsats hun leverer.

-Jeg er ikke ude på at hænge nogen eller noget ud. Jeg vil så gerne bare have, at vores kommune er et pænt sted, siger hun.
Når hun er ude og gå tur, kan hun godt kontakte en ung pige, der går og ryger på gaden, og så beder hun hende om at skille sig af med cigaretskoddet på en pæn måde i stedet for bare at smide skoddet på jorden – som så mange andre gør.

-Forleden mødte jeg en ung mand, der kom gående med en sandwich i noget papir. Jeg bad ham om at skille sig af med papiret i en papirkurv, når han var færdig, og han smilede til mig, siger Anne Greve.
Planten gyldenris er hendes yndlingsaversion nummer et. Det er en plante, der spreder sig med lynets hast, og der skal virkelig ydes en indsats for at bekæmpe den.
Men Anne Greve går på med krum hals. Så på diverse aftenture kan der godt komme gang i saksen.

Hun har skrevet til kommunen adskillige gange for at få gang i bekæmpelsen af gyldenris i Smørmosen og Fedtmosen. Kommunen har svaret, at man synes, at bestanden holdes nede, men at det nogle steder vil være meget dyrt at komme i gang med arbejdet.

Der er dog så god kontakt mellem parterne, at Anne Greve er bedt om at kontakte en landskabsarkitekt i kommunen, så de sammen kan gå en tur i de to moser.
På et tidspunkt modtog hun fra kommunen en fil med en plejeplan for de to moser.
-Den var på 90 A4-sider, så den valgte jeg ikke at printe ud, siger hun.

Anne Greve har også kontaktet den lokale grundejerforening, der er enige med hende i problemet.

-Når man passerer diverse stoppesteder, kan man meget tit se, at der er smidt en bunke cigaretskod. Det kunne man nok gøre noget ved, mener Anne Greve.
-Det kan vel ikke være så svært at sætte nogle små beholdere op, siger hun.

Anne Greve ligner og taler som den personificerede venlighed. Her er ingen fanatisme i stemmen eller blikket. Bare et håb om at Gladsaxe ud over at have ambitioner om at blive en grøn kommune også bliver en ren kommune.

Vi tager på en lille tur til ringvejen ved ABs og Værebros baner. Plastposen kommer frem, og i løbet af næsten ingen tid er den fyldt op. Det er meget nemt at smide tomme cigaretpakker ud ad bilvinduet, når man kommer kørende, kan det konstateres.

At kommunale slåmaskiner så ydermere laver avissider om til bittesmå papirstykker gør ikke sagen bedre.

Man kunne måske få den tanke, at nogen ser skævt til hende, når hun tager sine ture.
Men det er hun fløjtende lige glad med.
-De kan ryste så meget på hovedet, at det falder af. Og jeg skal hverken være berømt eller berygtet. Jeg skal bare arbejde for at vi får en ren kommune. Og alle må gerne hjælpe til, siger Anne Greve.
Og så drømmer hun om at få en lang tang til at samle cigaretskod op med. Det har en af hendes ”kolleger” inde på Frederiksberg
Anne Greves indsats bliver også bemærket på kommunalt plan, og i den forgange uge modtog hun en skrivel fra driftchef Uwe Becker, der forklarede hvorfor nogle ting ikke fungerer helt perfekt, hvis man ser på det som Gladsaxeborger:
Ring 4 er en statsvej fra Bagsværd Hovedgade mod Ballerup og hører under Vejdirektoratet. Ren- og vedligeholdelsen af beplantningen og græsarealerne herunder bekæmpelse af invasive arter påhviler derfor Vejdirektoratet.

Med udgangspunkt i de problemstillinger som du har beskrevet, vil vi kontakte Vejdirektoratet og opfordre dem til at løse affaldsproblemet, bekæmpe ukrudt og invasive arter.

Det er korrekt, at området ved Bagsværd svømmehal er tilsået med en blomsterblanding. Årsagen til at området ser trist ud er det udsædvandlige vejr vi har for øjeblikket med tørke, sol og høje temperaturer. Kommunen vander kun blomsterkummer og nyplantede træer og buske. Vi kontakter idrætsområdet, som er ansvarlig for vedligeholdelsen af området, og beder dem om at fjerne Gyldenris.

I Driftsafdelingen har vi fokus på at forbedre og øge biodiversiteten i kommunen. Vi etablerer løbende beplantninger langs vejene som blandt andet består af græsser, blomsterblandinger og urter. Så du skulle gerne på sigt opleve, at Gladsaxe kommune også blomstre med skønheder langs vores veje.

affald
Anne Greve kunne lave det om til et heltidsjob at rydde op ved Værebros og ABs baner ved ringvejen. Det er ikke så lidt af en svinesti.
Foto: Niels Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top