Nøglen til et godt liv
Naema.jpg
Naema Jamal Mohamad fra Gladsaxe er netop blevet færdig på VUC Lyngby og starter nu på sosu-assistentuddannelsen. Foto: Privat
Naema Jamal Mohamad har hele livet kæmpet for at nå sine mål. I 2013 flygtede hun som 18-årig alene til Danmark på grund af borgerkrig i Somalia. I dag er hun i fuld gang med at uddanne sig for at opfylde drømmen om at blive sygeplejerske

For 23-årige Naema Jamal Mohamad er uddannelse nøglen til et godt liv. Hun har netop overstået de sidste eksamener på VUC Lyngby, hvor hun i et år har taget dansk og matematik på 9. klasses niveau. Hun har bestået alle eksamener og er nu klar til at starte på sosu-assistentuddannelsen. Det er næste skridt på vejen mod at få opfyldt målet om at blive sygeplejerske.

Siden hun var lille, har Naema vidst, at uddannelse var altafgørende, og hun har heldigvis altid været glad for at lære nyt: – Jeg var også glad for at gå i skole og uddanne mig, da jeg boede i Somalia, fortæller Naema.

Svær start i asylcenter
Da Naema tilbage i 2013 kom til Danmark, startede hun sin nye tilværelse på et asylcenter i Hanstholm i Thisted Kommune. Og hun husker den første tid som svær. Hun vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe, og hun følte sig meget alene. Men så fik hun opholdstilladelse, og Thisted Kommune hjalp hende videre til Gladsaxe Kommune, og det blev for alvor startskuddet til et nyt liv.

Hun fik hurtigt en lejlighed i Gladsaxe og kom i kontakt med Ungeenheden i kommunen og sin nye mentor Claus.

– Først hjalp Gladsaxe Kommune mig med at komme på sprogskole og bagefter i et UPGRADE-forløb på VUC Lyngby. Her var Claus forbi hver morgen for at hjælpe os og sikre, at vi kom godt i gang, fortæller Naema, der nu afslutter sin tilknytning til Ungeenheden.

På VUC Lyngby har Naema haft undervisning hver dag, og hun har været glad for at gå på skolen. Lærerne har været gode til at hjælpe hende, og hun har fået en veninde, som hun har lavet mange af sine opgaver med. De har aftalt, at de skal fortsætte med at ses, selvom de nu ikke længere skal gå på samme skole.

Fælles om uddannelse
Der er sket rigtig meget i Naemas liv, siden hun flygtede fra Somalia for fem år siden. I dag er hun mor til en datter på 3 år og en søn på 2 år, og hun er gift med Said.

Han er også fra Somalia, men de har mødt hinanden i Gladsaxe. Deres historie minder på mange måder om hinandens. Said flygtede også til Danmark på grund af krigen, og i dag er han ligesom Naema i gang med en uddannelse. Han studerer på kandidatniveau på DTU for at blive ingeniør og er færdig til august.

Målet om at få en uddannelse er Naema og hendes mand fælles om. Og mens Naemas mand er ved at være i mål med sin uddannelse, glæder Naema sig til at starte på sin nye uddannelse efter sommerferien. Hun ved, at uddannelse er nøglen til at få et godt liv. En viden hun vil give videre til sine børn.

– Det er godt at få en uddannelse, så man kan hjælpe sine børn. Uddannelse er vigtigt for, at man kan blive klogere. Det er også nemmere at få arbejde, når man har en uddannelse, slutter Naema, der glæder sig over, at hun har fået et godt liv i Danmark med familie, skole og muligheden for at få et job, når hun er færdig med sine studier.

FAKTA
• UPGRADE er et samarbejde mellem VUC’er, UU (Ungdommens uddannelsesvejledning) og jobcentre i Region Hovedstaden.
• Gennem intensive forløb på 7 eller 14 uger får unge kompetencer til at komme ind på en erhvervsuddannelse.
• De unge får et fagligt løft i dansk og matematik og også i deres personlige og studiemæssige kompetencer.
• 2 ud af 3 unge starter på en erhvervsuddannelse, efter de har deltaget i et UPGRADE-forløb.
Kilde: Region Hovedstaden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top