Hærværk lukkede Friluftsbadet
Friluftsbad-01-32-18.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Friluftsbadet måtte tømmes for vand, og så er det jo svært at bade. Foto: Kaj Bonne.
Borgmesteren opfordrer til fælles ansvarlighed

Flere borgere ringede til Gladsaxe Bladet dybt skuffede over, at Friluftsbadet var lukket, når vi i sidste nummer af avisen havde opfordret folk til at benytte gratistilbuddet. Men hærværket foregik, efter at avisen gik i trykken.

For at give børnefamilier og andre svømmeglade borgere fuldt udbytte af sommervarmen, mens Gladsaxe Svømmehal er lukket på grund af renovering, har Friluftsbadet lige ved svømmehallen haft døgnåbent i år med gratis adgang. Det har mange borgere haft glæde af. Men desværre er det ikke alle, der har kunnet administrere denne frihed.

Mandag aften i sidste uge havde en gruppe unge festet og smadret flasker i og omkring basinnet. Da det ikke lykkedes kommunens vagter at bringe gemytterne til orden, måtte politiet tilkaldes og opløse festlighederne. Næste morgen blev der ryddet op og en dykker var nede og støvsuge bunden med en undervandsstøvsuger. Desværre lykkedes det ikke at fjerne alle glasskår. Så da et par badegæster havde skåret sig på usynlige glasskår, blev bassinet lukket og tømt for vand for at sikre, at alle glasskår blev fjernet. Friluftsbadet er nu åbent igen, men fortsætter hærværket, kan kommunen blive nødt til at lukke friluftsbadet for resten af sommeren.

– Det er rigtig ærgerligt, hvis uansvarlig adfærd fra nogle ganske få, skal ødelægge det for alle de mange, som har glæde af at kunne bade under åben himmel, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse og opfordrer alle til at stå sammen om at beskytte de kommunale tilbud. – Friluftsbadet er et af vores mange, gode tilbud her i Gladsaxe. Det er vores allesammens. Så pas godt på dem, ryd op efter jer og nyd dem i fulde drag. Og tal med jeres unge om at vise ansvarlighed over for vores fælles goder, opfordrer Trine Græse.
jll

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top