Rusmiddelcenter indviet i Søborg
Skrevet af Carsten Egeholt
2. marts 2010 (kl. 10:23)
”Undersøgelser viser, at mere end 70% af borgere med et misbrug har en adfærdsforstyrrelse. Derfor er der god mening i at undersøge, om borgeren har nogle psykiske problemer, der kan løses på anden måde, før man sætter en behandling i gang, og denne screening vil alle få tilbudt”, sagde formanden for kommunens Forebyggelses-, Sundheds- og Handicapudvalg, Susanne Palsig ved åbningen af det nye rusmiddelcenter.

Nyt rusmiddelcenter indviet
Centrets leder Peter Frøby vil sammen med personalet sikre Gladsaxes stofmisbrugere en bedre og mere helhedsorienteret behandling.
Misbrugsbehandling er dyr og lever ikke altid op til lovgivningens krav til, hvad behandlingen skal omfatte. Så da kommunerne overtog misbrugsområdet i 2007, besluttede Gladsaxe Kommune sig hurtigt for at åbne sit eget rusmiddelcenter for at give stof- og alkoholafhængige et behandlingstilbud, der kommer rundt om hele dagligdagen og ikke kun er behandling af selve misbruget.
”Først og fremmest kan vi give borgeren én fast kontaktperson fra start til slut, som kan lægge en plan sammen med borgeren og sørge for den bliver gennemført”, sagde formanden for Gladsaxe Kommunes Forebyggelses-, Sundheds- og Handicapudvalg, Susanne Palsig (F) i fredags.
Stofmisbrugere skal tilbage til samfundet
”Vi oplever, at mange borgere, som tidligere har levet med et stort stofmisbrug, i dag har et stort medicinmisbrug samt et sidemisbrug af hash og alkohol. For Gladsaxe er målet, at vi kan finde ind til borgernes ressourcer og drømme om et almindeligt liv og sammen med borgeren omsætte det til handlemuligheder og mål, som kan nås - også af hensyn til deres familier, som i mange tilfælde også omfatter børn. Derfor giver vi dem nu et tilbud, som bygger på kommunens mange muligheder for at tage hånd om hele hverdagen, og som anvender de metoder, som ny rusmiddelforskning har vist giver de bedste resultater”, mener Susanne Palsig.
135 borgere er i behandling
I Gladsaxe Kommune er i alt 135 borgere i behandling for stofmisbrug. Heraf forventer kommunen, at cirka 95 borgere skal skifte fra deres nuværende tilbud til et bedre tilbud på kommunens eget rusmiddelcenter. 75 borgere er allerede i gang med en behandling på det nye center.
I dag betaler Gladsaxe Kommune op til 90.000 kr. om året for at have en borger i behandling for stofmisbrug. Heraf udgør den medicinske behandling godt 35.000 kr. I enkelte tilfælde betaler kommunen 50.000 kr. om året for borgere, som alene modtager to samtaler årligt som led i den sociale del af behandlingen. Kommunens budget på området er stadig det samme. Målet med at hjemtage borgere er nemlig ikke at spare penge på misbrugsområdet, men at tilbyde en bedre behandling, som samtidig er mere helhedsorienteret end før.




Læserne kommenterer
Sektioner
Services
Statistik
Mest læste artikler
Læs den trykte avis online
Uge 36