spacer

Gavmild hækling

Nyheder

Skrevet af Carsten Egeholt
8. marts 2010 (kl. 23:12)


Anne-Lise Nilsson har boet i Kollektivhuset Høje Søborg siden 1990. I 1991 havde huset 40 års jubilæum, og i den forbindelse blev det besluttet, med den nu afdøde Søren Andersen som initiativtager, at husets beboere frem til 50 års jubilæet ville samle penge ind til en skulptur, der skulle pryde haven. Foreningen Kollektivhusets Venner blev oprettet, og hver beboer kunne frivilligt indbetale 5 kr. om måneden. Det blev også besluttet, at der skulle afholdes bankospil i huset for på den måde at få penge i kassen. Da det blev foreslået, at der så skulle købes præmier ind i form af flæskesteg osv. kom Anne-Lise Nilsson på banen. Hun var imod at der skulle være udgifter til præmier, som beboerne selv kunne stå for. Det blev starten til Anne-Lise Nilsson mange hæklede plaider.

”Ole Jensen (nu afdød ejendomsmester i Kollektivhuset, red.) sørgede for, at vi kunne låne selskabslokalerne til banko, og hans hustru Karen var opråber”, fortæller Anne-Lise. Gladsaxes tidligere borgmester Tove Smidth, der også bor i Kollektivhuset donerede plakater fra Gladsaxe Teater, og mange andre hjalp til med præmier. Æblekagen, der blev solgt ved bankospillene, var naturligvis lavet af æbler fra husets egen have. På den måde kunne Kollektivhuset, dog stadig med god støtte udefra, ved 50 års jubilæet i 2001 løfte sløret for skulpturen ”Mennesket i centrum” lavet af Preben Boye fra Frederiksværk.

 

Plaider til GIV

 

Anne-Lise Nilsson har i ca. 20 år siddet i bestyrelsen i Gladsaxe Internationale Venskabsforening, hvor hun også hvert år har leveret plaider til nytårsfestens amerikanske lotteri. Der er hvert år kamp om de populære plaider, selv om der er andre fine præmier i lotteriet så som snaps og kalenderbøger fra Gladsaxe Bladet. Intet kan dog konkurrere med Anne-Lises plaider. I Berlin, hvor Anne-Lise ofte rejser til, finder man også en af hendes plaider hos nogle af hendes venner.

 

73 plaider

 

”Det tager mig ca. 200 timer, at lave denne plaid med 140 firkanter”, forklarer Anne-Lise, mens hun holder et flot tungt tæppe i hænderne. Hun laver også en variant, der ikke tager nær så lang tid.

Anne-Lise har indtil videre lavet 17 tæpper af den finere slags, 48 ’almindelige’ og 8 som gaver til familie og venner - altså i alt 73 tæpper.

Når Anne-Lise hækler plaider, hører hun som regel klassisk musik i radioen. En gang lavede Anne-Lise en plaid på en uge til en person, der havde givet hende noget garn. ”Jeg er hurtig til mit arbejde og hurtig til min mad”, siger den tidligere sygeplejerske med et stort smil.

Hun har ikke selv en plaid, og har set et sted, at en plaid lignende hendes koster 1.800,- kroner. Hun kunne aldrig drømme om at tage penge for plaiderne. For Anne-Lise er det nok at vide, at hun har gjort nogle mennesker glade med en plaid – og hun får rigtigt mange søde tilbagemeldinger fra folk, der har vundet en af hendes plaider.

”En gang imellem har jeg oplevet, at nogen har hængt en pose med garn på mit dørhåndtag”, siger Anne-Lise smilende. Det er noget hun sætter pris på. Når hun giver ud, og får igen, selv om hun ikke beder om noget til gengæld. Der er mange, der har givet hende garn, og dem vil hun gerne takke.

De lune plaider varmer i mange hjem i en kold og lang vinterperiode. Gladsaxe Bladets tidligere redaktør Jørgen Olsen må være rekordindehaver af plaider. Han har været så heldig i det amerikanske lotteri, at han er i besiddelse af ikke mindre end fem plaider, som han og familien sætter stor pris på

Anne-Lise Nilsson med to af de populære plaider.
Foto: Kaj Bonne.

 

Vurdér artikel

0% 25% 50% 75% 100%

Relaterede artikler

Der er ingen relaterede artikler.

Kommentér denne artikel Læserne kommenterer

Du kan være den første til at kommentere denne artikel.

  Tilføj kommentar
 

Sektioner


Services

Statistik

Online lige nu: 2

Unikke hits i alt: 33192

Sidevisninger i alt: 1260725

Mest læste artikler

Tillykke søster
læst 17929 gange

Strip, øl, store babser og Mikkel Kessler på storskærm
læst 7449 gange

Kina kommer til Buddinge
læst 6869 gange

Et idol kom forbi
læst 5734 gange

Smadret rude fjernes
læst 4251 gange

http://www.fotografkajbonne.dk

Seneste artikler

7. september 2010:
Fyrværkeri er en tradition

Læs den trykte avis online

Læs den trykte avise online her:

Uge 36