spacer

Tanker fra en sygeseng

Nyheder

Skrevet af Arne Hermann
12. juli 2010 (kl. 22:21)


Morgen, middag og aften i en seng på hospitalet. Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned! Når man i sine første godt 70 år har været på benene i bogstaveligste forstand, er det ikke så lidt af en prøvelse at være bundet til en hospitalsseng og diverse hjælpemidler i længere tid.

Hjemme- og familieliv, arbejde for føden og frivilligt i lokalsamfundet, og i ind og udland, dagligdagene – åh disse minder! Hvor har man mange gode oplevelser at tænke på fra de mange årtier, hvor et knæ blot var noget, man havde – med fuld funktion – og ikke noget, skulle opereres – og genopereres – og genopereres og genopereres, og -----? Mange har flere og større elendigheder at berette om, og mange har sikkert grund til større jammer. Alle har deres at slås med.

 

Fra Grønland til Gentofte

Men tilbage til længslerne: Jeg har kun positivt at berette fra de hospitaler jeg har oplevet igennem mit flerårige forløb: Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, Hvidovre og - især - Gentofte Hospital. Men selv med venligt personale af alle kategorier og god behandling, er det en fysisk og psykisk belastning, som det for en rastløs og forhen aktiv person som mig er vanskeligt at affinde sig med.

 

Fra Kongens Have til naturens uorden

En gang drømte jeg om, at min lille rækkehushave skulle være Søborgs flotteste. Og min kone bad mig skabe et staudebed i stil med det i Kongens Have. Megen fritid gennem flere årtier gik med havearbejde: til pryd, til børnene, til grøntsager og til anlæg af forskellig art. Men ak, da alderens gebrækkeligheder meldte sig, blev det naturens uorden, der fik overtaget. Nu er det mælkebøtterne, brændenælderne og skvalderkålen, der har taget over. Hvor pinligt! Men helt i tidens stil er det nu økologisk og ægte natur!?

En progressiv havekyndig ville kalde det ”wild garden”, ufriseret natur, som skaberen har tænkt sig det. Vi mindes Rousseau og Darwin.

 

Hulter til bulter

Og så er der Søborg Hovedgade. Her rynker de æstetiske smagsdommere på næsen over dette forvirrede virvar, opstået tilfældigt og planløst, hulter til bulter så at sige. Men ikke uden en vis charme. Her har jeg travet med begge vore børn, og siden hen i hverdag og fest. Et sammensurium af stilarter, højde og drøjde, store og små butikker. En mangfoldighed med gode indkøbsmuligheder og hyggekroge til lokalsnak, og mange sjove detaljer bag facaderne.

 

Eksamens tider 1957-2000

Og når man så tænker på, at netop disse forårsmåneder altid har været de mest hektiske i ens liv. Som lærer ved studenterkursus og gymnasium og HF i mere end 40 år. Ikke at jeg længes tilbage til den min skoleform, som nu er blevet forvirret misk – mask hærget af tidens forgudelse af elektronikkens herligheder. Men der er talrige gode minder fra skiftende tider med elever og kolleger på godt og ondt, - mest godt, hvor man kunne dele sine faglige og menneskelige interesser med eleverne og så til sent feste og glæde sig over resultaterne i fællesskab.

 

Patientens drøm

Drømmen om at komme på benene og leve en tid endnu nogenlunde som forhen lever stadig. Mon ikke der endnu er en ikke – tilgroet plads på terrassen for en stille pils med vennerne? Familien og den unge, energiske nabo med falkeblikket sørger nok derfor. En ting er jeg ret sikker på: at den sne, der lå i haven, da jeg kom på hospitalet i marts måned, ikke er der mere

Arne Hermann har i flere måneder opholdt sig i en sygeseng,
hvor fra han naturligvis har skrevet artikler til Gladsaxe Bladet.
Foto: Kaj Bonne.

 

 

 

Vurdér artikel

0% 25% 50% 75% 100%

Relaterede artikler

Der er ingen relaterede artikler.

Kommentér denne artikel Læserne kommenterer

Du kan være den første til at kommentere denne artikel.

  Tilføj kommentar
 

Seneste artikler

18. juni 2013:
Kameraer i Værebro
18. juni 2013:
Venter stadig på svar
18. juni 2013:
Tarzan i Gladsaxe

Læs den trykte avis online (med bladrefunktion)

Online udgave af avisen, uge 25

Gladsaxebladet, uge 25 (åbner i nyt vindue)

Online udgave af avisen, uge 24

Gladsaxebladet, uge 24 (åbner i nyt vindue)

Online udgave af avisen, uge 23

Gladsaxebladet, uge 23 (åbner i nyt vindue)

Online udgave af avisen, uge 22

Gladsaxebladet, uge 22 (åbner i nyt vindue)