Gladsaxebokser blev sjællandsk mester
boksning.jpg
Foto: Søren Rommelhoff, SABU.
Første titel til klubben i 25 år

Gladsaxe Bokseklubs Anders Krogh boksede sig søndag til titlen som sjællandsk mester i supersværvægt. Efter en hård og jævnbyrdig kamp mod Kem Ljungquist fra Nykøbing Falster BK vandt Anders sin finalekamp ved SM i Gilleleje med dommerstemmerne 2-1.
Det var første gang i 25 år, at GBK vandt et SM hos seniorerne ved at have boksere i kamp. For nogle år siden vandt Mikkel Gregersen uden at komme i aktion.
Det var fjerde gang, Krogh og Ljungquist mødte hinanden. Alle de tidligere kampe har Kem vundet, blandt andet også da de mødtes ved De Sjællandske Mesterskaber i Korsør for et år siden.
”Jeg vidste, jeg skulle presse ham og køre ham træt, fordi jeg var i bedre form end ham”, forklarer Anders efter sejren ved weekendens SM i Gilleleje.
Den 23-årige Gladsaxe-bokser viste denne gang, at det var ham, der både havde initiativet og overtaget. Titlen som sjællandsk mester kommer da også fire måneder efter, at Anders ved et stævne i Svendborg, knockoutede danmarksmesteren i supersværvægt, Niels Holstein.
Med det sjællandske mesterskab krones mange måneders hård og målrettet træning i både Danmark of Sverige under ledelse af Gladsaxe Bokseklubs formand, Jean Clausen, der også var sekundant for Anders Krogh søndag.
Gladsaxe Bokseklubs 19-årige weltervægter Musa Dukureh stillede også op ved SM i Gilleleje. Mens han vandt sin første kamp mod Rageed El-Refai fra Slagelse Bokseklub med dommerstemmerne 3-0, var det kun lige ved og næsten i finalen. Her tabte Musa mod Kevin Zeth fra Ballerup-klubben BK Kvik. En enkelt af de tre dommere havde Musa som vinder – men det var ikke nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top