- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Jeg troede aldrig, jeg blev gammel

-Hvorfor skulle jeg gå på pension, for så længe der er strøm på batteriet, så fortsætter jeg, fastslår Bagsværdborgeren Mogens Palle, der af den opfattelse, at hvis man sætter sig hen og glor, så bliver man hurtig slået ud.

-Mit højeste ønske ville være, at alderne nu gik den anden vej, siger Mogens Palle, der kan fejre sin runde 80 års dag på fredag den 14. marts.

Men det har ikke ligget i kortene, at Danmarks største boksepromoter gennem tiden ville få et langt liv. Han har pacemaker, opereret i hjertet, sukkersyge og så lå han i koma under et boksestævne i Wales for år tilbage, hvor nyrerne stod af.

-Mine forældre blev ikke ret gamle, så jeg er blevet over 20 år ældre end dem. Nu passer jeg på mig selv og spiser fornuftigt. Og så hverken ryger eller drikker jeg, fortæller Mogens Palle, der begyndte sin boksevirksomhed sammen med sin far Torkild Palle og den tidligere Europamester Jørgen Johansen i 1957. Dette forhold varede indtil 1963, hvor Mogens Palle gik solo.

Glæder og sorger

Der har været rigtig mange gode oplevelser i Mogens Palles 57-årige karriere, men der har også været skuffelser.

-Jeg har oplevet at være med til at bygge de store boksere op. Boksere som både er blevet europamestre og verdensmestre. Hjertet næsten svulmer, når jeg tænker på Børge Krogh, der blev europamester, og ligeledes Ayub Kalule og Jørgen ”Gamle” Hansen. Men jeg har også oplevet boksere, som er illoyale og som ikke har ikke har sat pris på al den tid, jeg har investeret i deres uddannelse, træning og det at håndplukke modstandere til dem, fastslår Mogens Palle, der især tænker på det brud, han havde med et af Danmarks største boksetalenter, Mikkel Kessler.

-Jeg var dybt skuffet, da Mikkel Kessler valgte at bryde med mig, men jeg bære ikke nag. Efter Mikkel gik over til Team Sauerland, har jeg da stadigvæk kunnet nyde at se ham bokse. Heldigvis opvejer de gode oplevelser jo alt andet bøvl, tilføjer Mogens Palle, der for nogle år siden blev optaget i boksningens Hall Of Fame i New York – en respekt og ære han aldrig har modtaget i sit hjemland.

Han har gennem årene været udsat for hård kritik fra sportsjournalisterne – noget som han har svært ved at forstå.

– Jeg er altid blevet gjort til skurken i dansk boksning.

Nogle gange ville det være fint, hvis journalisterne gad sætte sig ind i tingene, siger han med et vist glimt i øjet.

Familien betyder mest

Men en ting han stadigvæk har for øje, det er evnen til at spotte en god bokser.

-Jeg kan se, hvem der kan blive til noget og jeg kan lynhurtigt sortere fra, fastslår Mogens Palle, der i dag har super mellemvægteren Lolenga Mock tilbage i sin stald.

Ellers er det familien og sporten, der betyder mest i Mogens Palles liv. Han har været gift med Lis i 50 år og datteren, Bettina Palle, som har været promoter og manager i Team Palle, har gjort ham til morfar – noget han er vild med.

-Vi er jo en lille familie. Så jeg er uendelig glad for, at Bettina fik Christian. Christian giver livet mening, siger Mogens Palle, der har boet i Bagsværd og på den samme adresse siden 1967.

-Jeg har et godt liv og jeg tænker ikke så meget på fremtiden. Jeg er glad for at vågne hver morgen og mærke, at jeg har det godt. Lige nu der tænke Lis og jeg på, om vi skal sælge og flytte ind tættere på Bettina og Christian. At vi er sammen er det, der betyder mest for mig, forsikrer fødselaren.

Faktaboks

Mogens Palle er født 14. marts 1934 i København

Han er udlært maskinarbejder, har været i militæret og været bilsælger for Volvo.

I 1957 begyndte han som boksepromoter og manager

Det er lykkedes for Mogens Palle at skabe 29 europamestre. Endvidere er det blevet til 18 verdenmesterskabstitler og et hav af andre titler.

I 1998 blev Mogens Palle udnævnt som æresmedlem af Dansk Professionel Bokseforbund og i 2000 fik han European Boxing Unions æresbevisning for livslang tjeneste. I 2008 blev han, i USA, indlemmet i International Boxing Hall Of Fame.

Han var co-promoter i Norge med Erik Stenerud og Bjørn Dahl og i Sverige med ”Rouletkongen” Bertil Knutsson og Ingemar ”Ingo” Johansson.

Han var desuden Europamanager for de to supernavne: Sonny Liston fra USA og skotten, Ken Buchanan.