- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Løber VM i halvmarathon

Canon i Søborg stiller op med 17 løbere.

Canon i Søborg stiller op med 17 løbere.

Canon i Søborg har etableret en løbeklub. Formålet er klart; deltagelse i VM Halvmarathon i København d. 29. marts. Fra Canon Danmark i Søborg deltager to kvinder og femten mænd i alderen 29- 55 år. Den 21,09 km lange rute starter og slutter ved Christianshavns Slotsplads og går gennem det centrale København.

”Canon er sponsorer ved arrangementet, og så tænkte vi, at det var en oplagt mulighed at deltage også,” fortæller Jakob Bové, PR Professional i Canon Danmark i Søborg. Han er selv en af deltagerne på Canons løbehold.

”Vi skrev ud til alle medarbejderne og opfordrede dem til at melde sig til løbet. Canon gav startnummer, sponsortrøje, og vi skrev, at der ville blive etableret fælles løbetræning hver uge” fortæller Jakob Bové.

Hele 17 medarbejdere meldte positivt tilbage.

 

Forskellige løbeniveauer

”Vi har meget forskellige løbeniveauer, men har det til fælles, at vi ønsker at komme i god form og nå målet på 21 kilometer. Det handler om at sætte realistiske mål og så gå efter det,” fortæller Jakob Bové, der aldrig har løbet mere end 10 km tidligere. Nu har han passeret 16 km.

Løbeholdet tæller både folk, der tidligere har løbet marathon og folk, der ikke har løbet særlig meget. Alle træner sammen hver onsdag eftermiddag i Søborg.

”Vi løber sammen de første 3-4 km og så deler vi os op i niveauer, men vi venter på hinanden bagefter.Det er blevet en social aktivitet, hvor vi som kollegaer lærer hinanden at kende på en helt ny måde,” fortæller Jakob Bové.

 

Social gevinst

Løbeholdet startede ved årsskiftet og Jakob Bové kender allerede sine nye løbemakkere bedre end mange af de kollegaer, han har arbejdet tæt sammen med i flere år.

”Når vi løber, hopper vi ud af de faglige roller og snakker om alle mulige andre ting. Vi snakker med kollegaer, vi ellers aldrig ville tale med. Det giver en helt anden tilgang til hinanden, når vi så mødes på arbejdspladsen efterfølgende.”

Jakob Bové oplever, at det øger arbejdsglæden at være en del af løbefællesskabet.

Løbeholdet har tippet deres egne løbetider og den bedste løber- Johnny på 55 år – regner med at løbe et halvmarathon på 1 time og 20 minutter. Han er tidligere eliteløber. Tiderne ligger op til cirka to timer for resten.

”Vi regner med at fortsætte løbeklubben i fremtiden også, og Canon har også startet en cykelforening nu – direkte inspireret af løbeholdet.” fortæller Jakob Bové.

 

 

FAKTA

 

Fakta om VM Halvmarathon

Hvor?: København og Frederiksberg (start og slut ved Christianshavns Slotsplads).

Hvornår?: Lørdag d. 29. marts.

Hvem deltager?: Et elitefelt bestående af 300 af verdens bedste løbere fra 50 forskellige nationer- efterfulgt af 30.000 motionsløbere.

Hvem arrangerer løbet?: Dansk Atletik Forbund i samarbede med Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Købehavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Hvor langt?: Et halvmarathon er 21,0975 km langt.