- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nu er Arrivas biler væk

Men formanden for trafik- og teknikudvalget tvivler på, det holde ved

 

Men formanden for trafik- og teknikudvalget tvivler på, det holde ved

I gennem et par uger har Gladsaxe Bladet skrevet om, hvordan Arrivas buschauffører parkerer deres biler ved Buddinge Station – helt som de har lyst til.

Nu er der tegn på, at Arriva har lagt sig fladt ned.

-Vi er begyndt at parkere i parkeringshuset under Kvickly, men der må man kun parkere i to timer. Vi er nu ved at undersøge, om vi kan få en virksomhedsaftale, så vi kan parkere med vores biler i længere tid, fortæller kommunikationschef hos Arriva, Martin Wex, der indrømmer, at han ikke er stolt over den måde, chaufførerne har parkeret deres biler på.

-Det er en uvane og det skal jo helst ikke være med til at danne præcedens for, hvordan man ellers parkerer. Vores chauffører er selvfølgelig blevet informeret, så nu håber vi, de efterlever det, fastslår Martin Wex.

Også formanden for trafik- og teknikudvalget Ole Skrald har været vred på Arriva og han tror, at Arriva fortæller røverhistorier, når de siger, at de vil gøre noget ved problemet.

-Det har været ren dovenskab fra enden til anden og Arriva har bare villet være magelige. Der er jo masser af parkeringspladser omkring Buddinge Station, siger Ole Skrald, der ikke kan forstå, at Arriva har kunnet være så ligeglade med trafiksikkerheden.

-Jeg vil appellere til at folk tager billeder ved stationen og sender dem til mig, hvis de ser ulovlige parkeringer. Det er simpelthen helt uacceptabelt og det skal stoppe nu. Der gælder de sammen færdselsregler for Arriva som for andre borgere, fastslår Ole Skrald.