Operation Ren Sø
Kano- og kajakklubben 361 klar med årlig aktion

Lørdag kl. 10.00 til ca. kl. 15.00 holder 361 Kano- & Kajakklub, Nybrovej 361, årets udgave af oprydningsarrangementet Operation Ren Sø.

-I den forbindelse vil jeg gerne opfordre alle, der er interesserede i en ren natur omkring Bagsværd Sø, Lyngby Sø og Mølleåen, til at deltage i arrangementet. Hvis mange vælger at deltage, kan vi på nogle få timer befri naturen for store mængder affald, siger Lars Bo Schalek fra klubben.

Operation Ren Sø er et åbent arrangement og deltagerne behøver ikke på nogen måde at have tilknytning til 361 Kano- & Kajakklub. Alle er velkomne.

361 Kano- & Kajakklub har igen modtaget støtte fra både Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Så selvom der både vil blive serveret en let gang morgenmad kl. 10.00 og frokost kl. ca. 14.00, er det ganske gratis at deltage.

Mellem morgenmaden og frokosten sendes deltagerne ud i naturen udstyret med trillebøre og gribetænger. Det affald deltagerne finder på deres vej opsamles og tages med tilbage. Hvis vejret tillader det, vil nogle få mulighed for at sejle ud i klubbens kanoer for at samle affald sammen fra vandsiden.

Igennem de senere år, har deltagerne renset vores smukke natur for mange effekter, blandt andet adskillige pengeskabe, cykler, sofahynder, bildæk og meget, meget andet og forhåbentlig vil dette års deltagere også gøre naturen både renere og kønnere.

Tilmelding er ikke nødvendig, men for at kunne optimere indkøb modtager 361 gerne tilmelding på e-mail kontoret@361.dk eller på tlf. 45 360 361 (tirsdage kl. 19.30-21.00).

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top