Fortrolig rollemodel
Voksenven-02-13-14.jpg
Finn henter altid Nicolai i Søborg, når de skal ses Foto: Kaj Bonne
Finn er Nicolais voksenven

”Det bedste ved Finn er, at han er min rigtig gode ven. Når man er gode venner, laver man sjove ting sammen,” fortæller Nicolai. Han er 7 år og bor i Søborg. Nicolai har ikke kontakt til sin far og har derfor ikke en mandlig rollemodel i sit liv. Men nu har han fået en voksenven – Finn Høst på 52 år.
”Jeg havde hørt om foreningen Børns Voksenvenner og spurgte kommunen om det. Jeg fik jeg at vide at Nicolai kunne få en voksenven, når han blev seks år,” fortæller Lene Hall, Nicolais mor. Lene ansøger om en voksenven til Nicolai, da han fylder seks år og de får besøg af foreningen Børns Voksenvenner. De snakker om Nicolais interesser og behov, så de kan finde det bedste match til ham. Kort tid efter kommer Finn på besøg for første gang, og det går rigtig godt.

Nærvær og oplevelser
”Nicolai og Finn havde god kemi fra starten. Efter første dag gav Finn ham hånden for at sige farvel, men Nicolai rystede på hovedet, og så fik han et stort knus,” smiler Lene Hall. Hun er glad på Nicolais vegne.
”Han har noget helt særligt med Finn, som han ikke har med mig. De hygger sig på en anden måde og har en fortrolighed sammen. Hvis jeg opfører mig lidt skørt, så er det godt, at Nicolai har en anden voksen, som han kan være fortrolig med,” siger Lene.
Nicolai og Finn ses flere gange om måneden og Nicolai er glad for aftalerne.
”Jeg glæder mig altid. Vi laver alle mulige ting. Spiller spil, tager i Finns kolonihave, går på loppemarkeder eller i tivoli,” fortæller Nicolai.
”Det er venskabet, der trækker. Det er faktisk lige meget hvad de skal lave sammen. Der behøver ikke foregå en masse. Nicolai glæder sig bare til det nærvær de har sammen,” fortæller Lene Hall, der synes det har gjort en stor forskel for Nicolai, at han har fået Finn ind i sit liv.
”Han er virkelig glad og vi har kun fået positive reaktioner fra andre omkring os også.”

Forpligtende venskab
For Finn startede tankerne om at være frivillig voksenven så småt, efter hans egne børn flyttede hjemmefra.
”Jeg så et tv–program, sammen med min kone, om børn, der havde det svært. Bagefter fik jeg en følelse af, at jeg måtte gøre noget. Jeg havde hørt om foreningen Børns Voksenvenner og har selv haft en meget stærk og synlig far, så det var oplagt at være frivillig der,” fortæller Finn.
”Jeg overvejede det meget, for det ER forpligtende frivilligt arbejde at være voksenven. Det er ikke en vagt i en Røde Kors butik, som kan aflyses,” fortæller Finn.
Han gennemgik et screeningsforløb inden han fik kontakt med Nicolai og afleverede blandt andet børneattest og strafattest.
”Jeg har ikke fortrudt, at jeg er gået ind i det her. Jeg får så meget mere, end jeg giver. Jeg bliver virkelig glad, når jeg er sammen med Nicolai. Vi laver en masse drengeting sammen, og hele min familie bakker om venskabet,” fortæller Finn.
”Det her er et venskab uden udløbsdato. Vi kommer til at udvikle os sammen.”

Om Finn
Finn Høst er 52 år.
Han er gift med Dorte og bor på Østerbro.
Han har to udeboende børn på 22 og 25 år.
Finn arbejder i trafikselskabet Movia og har kolonihave på Amager.

Om Foreningen Børns Voksenvenner
Børns Voksenvenner er startet i 1990 af socialrådgiver Gerd Augsburg, der fik ideen efter at have læst om den amerikanske organisation Big Brothers Big Sisters of America. Hun blev begejstret for konceptet og mente, at der også i Danmark var grobund for en organisation, der matcher børn med et spinkelt familienetværk og frivillige, ressourcestærke voksne. På egen hånd satte hun sig for at starte Børns Voksenvenner i Danmark. Opstarten var ikke nem, men med økonomisk støtte fra Københavns Kommune og gratis ”husly” kunne arbejdet tage form. Ideen viste sig at være bæredygtig, og i dag er der mange lokalforeninger i hele Danmark. I 1998 stiftede repræsentanter for 15 foreninger og grupper Landsforeningen Børns Voksenvenner.
For nylig donerede TrygFonden 120000 kroner til foreningen Børns Voksenvenner i København.
Kilde: www.voksenven-kbh.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top