- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Æbleskrog og gamle sugerør

Børn fra Klubben var på affaldsindsamling

I sidste uge gjorde mere end 65.000 børn fra skoler og institutioner i hele landet rent i den danske natur. Det skete som en del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling nu på ottende år. I Søborg var børn fra Klubben på Gyngemose Parkvej i fuld gang med affaldsindsamling torsdag eftermiddag.

”Vi har gjort det de sidste 4-5 år. Jeg har været opmærksom på arrangementet hvert år og synes, det er vigtigt at lære børnene om affald i naturen. Det her er en oplagt måde at gøre det på,” fortalte klubleder Yvonne Dietz.

 

Pigerne tog fat

Affaldsindsamlingen var frivillig og på opslagstavlen i Klubben hang et opslag: Hjælp søges! Er du frisk på at være med til at samle affald? Benzin påfyldes undervejs.

12 friske og engagerede piger stod klar med engangshandsker, trillebør og plastikposer. De havde allerede en idé om, hvor der var affald i nærområdet. På ganske kort tid var der gevinster i poserne – gamle æbleskrog, sølvpapir, toiletpapir, sugerør, slikpapir og gamle juicekartoner.

”Vi vil gerne gøre noget godt for miljøet,” sagde flere af pigerne fra 4. klasse.

 

Viden gjorde indtryk

Igennem det sidste stykke tid har klubleder Yvonne Dietz snakket med børnene om affald og miljø, og det har gjort stort indtryk på børnene.

”De var for eksempel meget overraskede over, hvor lang til det tager før en plasticpose forsvinder fra naturen,” fortalte Yvonne Dietz. Hun mener den bedste måde at lære børnene gode vaner i naturen er ved at snakke om hvad der sker og selv bede dem være med til at samle det op.

Flere af pigerne gav udtryk for, at de var blevet meget mere opmærksomme på ikke at smide ting i naturen.

 

 

Vidste du?

At det tager mellem 100 – 1000 år før en plasticpose er nedbrudt i naturen. For et cigaretskod tager det mellem 1- 5 år.