Bøtten blev vendt
Gladsaxe HG fik masser af gang i nærmest uddød ungdomsafdeling

Det lignede lidt af et fallitbo, da Jette Jakobsen for en lille håndfuld år siden trådte til som formand i håndboldklubben Gladsaxe HG. Klubben var engang blandt de store i dansk håndbold. Nu var ungdomsafdelingen nede på næsten ingenting. Og drengespillere var der kun meget få af.

Men bøtten blev vendt. Noget så eftertrykkeligt, og da der for nylig blev holdt afslutningsfest i ungdomsafdelingen var der 200 til stede. Spillere, ledere og forældre. For alle spiller en vigtig rolle i den sammenhæng.

-Vi har haft mange succesoplevelser undervejs, men det har bestemt også været en lang, sej kamp, og den er ikke vundet endnu. Vores ambition er at få fyldt sportshallen til et arrangement, siger Jette Jakobsen vel vidende, at det nok ikke sker lige med det samme.

-Da jeg blev formand, havde vi et drengehold og fire-fem pigehold. Når sæsonen går i gang efter sommerpausen, kan vi stille med 19 hold, og hvad der er meget vigtigt i denne sammenhæng, så har vi 27 trænere, så der er nok til at tage sig af spillerne.

-Når der ikke er trænere, så er der ikke spillere, så det skulle lige på plads, og der har været ildsjæle. Når en træner vælger at møde op for at træne en eller maksimalt to spillere, så er man engageret. Det betød så, at vi på et hold i løbet af en julepause pludselig stod med 12 spillere efter nytår, og sådan har det været mange steder, siger Jette Jakobsen.

-Vi er ude på en lang rejse rent organisatorisk, men mange brikker er faldet på plads. Mange vil gerne yde en indsats, og når der er tale om klart definerede opgaver, bliver det overskueligt. Nu har vi bl.a. en sponsormester, en kommunikationsmester og en turmester. Det har så betydet, at mange af vore hold har fået lokale firmaer eller forretninger som trøjesponsorer.

Det sociale sættes højt i Gladsaxe HG. Der trænes på tværs af holdene, seniorspillere lægger vejen forbi ungdomsholds træning, der arrangeres ture til både indland og udland.

-Når de unge er midt i teenageårene, har de jo en tendens til at stoppe, men her har vi haft held til at fastholde dem. Det vil så forhåbentlig på længere sigt betyde, at vi igen på herresiden kan blive divisionshold, siger Jette Jakobsen.

Mens mange klubber tit og ofte klager over manglende faciliteter, så er man i Gladsaxe HG ganske godt tilfredse.

-Naturligvis kunne vi godt ønske os nogle ting, men generelt synes jeg, at vi har en god dialog med ledelsen i sportshallen, siger hun.

Men måske skal der snart skaffes mere træningstid.

-Det vælter ind med spillere til minihåndbold, så hvis det fortsætter på den måde, kan vi risikere at skulle oprette ventelister, siger hun.

I dansk Håndbold Forbund har man sat et storstilet projekt i søen for at få vendt kurven. Forbundet har mistet mange tusinde medlemmer.

-Men vi har knækket kurven, konstater Jette Jakobsen med tilfredshed.

 

hg
Pigerne har fået et lokal ejendomsmæglerfirma som sponsor. Foto: Privat.

 

hgdrenge

Drengene har en tendens til at stoppe som 16-17-årige, men i Gladsaxe HG er de blevet, og de klarer sig flot.
Foto:Privat.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top