Gavmilde Irmakunder
Kunderne i Irma på Søborg Hovedgade er blandt landets mest gavmilde kunder. I marts donerede kunderne via Velgørenhedsknappen et af de højeste beløb blandt alle Irma butikker i landet.

Det blev til 1779,25 kroner doneret gennem Velgørenhedsknappen, der sidder på flaskeautomaterne i alle Coops butikker og varehuse i landet.

I forhold til landets øvrige COOP-butikker ligger donationen i top. Irmakunderne i Søborg har doneret mere end fire gange så meget som landsgennemsnittet for Coops butikker, som er 420 kroner.

Halvdelen af pengene fra Velgørenhedsknappen i Irma i Søborg går til organisationen CARE Danmark, som arbejder med fattige familier i ni lande i Afrika og Asien.

”Med pengene fra Velgørenhedsknappen hjælper CARE Danmark fattige mennesker med at spare op og tage små lån. Sidste år hjalp CARE Danmark og resten af CARE-kontorene verden over 3,7 millioner mennesker i spare-låne-grupper. Mange af dem har startet nye forretninger, som sikrer deres familier mad på bordet og børnene en uddannelse,’ siger generalsekretær i CARE Danmark, Niels Tofte.

’En mikroopsparing ændrer en families liv, og jo flere penge vi får fra Velgørenhedsknappen, desto flere fattige familier kan få hjælp,’ understreger generalsekretæren.

Hos Børns Vilkår, som modtager den anden halvdel af donationen, anvendes midlerne til BørneTelefonen. I 2013 gennemførte BørneTelefonen knap 33.000 samtaler med børn og unge om alt fra kærlighed til vold og overgreb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top