Der mangler en løsning
Jeg havde i forrige uge et læserbrev i Gladsaxe Bladet med overskriften ”Porno i skoletiden”,hvor vi forældre bad om at få blokket sex-og pornosider i SFOen på Gladsaxe Skole.

Jeg havde i forrige uge et læserbrev i Gladsaxe Bladet med overskriften ”Porno i skoletiden”,hvor vi forældre bad om at få blokket sex-og pornosider i SFOen på Gladsaxe Skole. Siden er der sket følgende: Jeg har fået en henvendelse fra forældre på Skovbrynet  Skole, da de her har det samme problem. Desuden er der kommet svar fra ledelsen på Gladsaxe Skole. De skriver: Det er naturligvis beklageligt at der forekommer anstødeligt  indhold på skolens iPads, og det er noget vi tager særdeles alvorligt. Vi er opmærksomme på problemet og har reageret på det tidligere. Vi har bl.a. tidligere udsendt en vejledning til, hvordan den enkelte iPad kan installere en app til at gå på Internettet med .Den hedder K9 og har indbygget et filter, og begrænser dermed adgangen til anstødeligt indhold. Den pågældende vejledning findes vedhæftet her (K9 Web Browser).

Derudover er det muligt at ændre nogle indstillinger i Safari, således at Safari blokerer for ”voksent indhold”. En vejledning til dette er ligeledes vedhæftet (Aldersbegrænsning Safari).

Med disse to løsninger kan I som forældre være med til at vurdere hvorvidt jeres barns iPad skal have begrænsninger.

At der er fundet anstødeligt på vores ”offentlig” tilgængelige iPads i indskolingshuset er meget beklageligt og må naturligvis ikke forekomme. Vi vil derfor fremover benytte en af ovenstående løsningsmulighedder samt foretage regelmæssige kontroller af de pågældende iPads.

Man nægter altså at blokke for sex-og pornosiderne. De firmaer,der har blokket for disse sider har nogle gange en computer ,der ikke er blokket,og som kan bruges under opsyn.

Søren P.Larsen

 

Børns digitale skoletasker skal tjekkes og vedligeholdes

Kære Søren P. Larsen
Det er meget beklageligt, når børn har ubehagelige oplevelser i skoletiden. Jeg ville ønske, at filtre var løsningen på det følsomme problem, du rejser her. Gladsaxe Kommune er meget langt i sin digitale udvikling, og snart har alle skolernes børn en iPad. Du rejser derfor en problemstilling, der er højaktuel og vedrører os alle. Hvordan sikrer vi bedst vores børn på nettet?
Børn risikerer at møde uønsket indhold på nettet på alt deres udstyr: iPad, PC og telefoner. De låner, deler og viser indhold til hinanden i skolen, i sportsklubben og andre steder via kommunens net, åbne net, og netdeling. Opgaven er derfor, at lære børnene at færdes i det virtuelle rum – både med hensyn til hvordan man søger på nettet, hvad man må på nettet, og hvad man gør, hvis man møder noget ubehageligt. Det er en opgave, der kun kan løses, hvis vi voksne arbejder sammen.
Kommunen kan købe filtre, der blokerer for nogle sider, men det giver en falsk tryghed, da de ikke kan fange alt. De, der ønsker at sprede deres uønskede indhold, gør sig umage for at gøre netop det. Det betyder, at vi ikke kan installere et filter og tro, at problemet er løst. Et filter er et program, og det rammer bredt og vil derfor også blokere for sider, som vi ønsker.
I dit citat fra skolen nævner ledelsen, at man kan blokere for indhold direkte på barnets udstyr. Det kan en skole selvfølgelig gøre i forbindelse med udleveringen af iPads, men det er ingen garanti for at spærringen ikke ophæves af barnet selv eller af andre brugere af iPad’en. Det kræver løbende tilsyn at holde øje med, hvad barnet kan, ser og har på sin iPad. Det kan skolen ikke sikre regelmæssigt for alle børn. Her må vi have forældrene til hjælp. Man kan sige, at barnet nu har en digital skoletaske, der skal tjekkes og vedligeholdes ligesom den fysiske skoletaske.
Jeg forstår din bekymring, og vil gerne tage initiativ til at opfordre alle skolerne til at udarbejde etiske regler og retningslinjer lokalt for skabe øget tryghed på området, ligesom vi fortsat følger udviklingen på det tekniske område.

Michael Mariendal
Skolechef

 

2 kommentarer om “Der mangler en løsning”

  1. Kasper Olesen siger:

    Min søn så som 8-årig både hard-core porno og somalisk piratvold i skoletiden. Vi kunne aldrig drømme om, som ansvarlige forældre, at placere vores børn foran en skærm uden forældreopsyn, men det er desværre normen hos både kommune, skole og blandt mange forældre. Det pædagogiske tilbud i morgenSFO på min søns skole, som ellers er en udmærket skole, er frit spil på iPad. Her sad han så forleden dag og blev af en anden elev introduceret til gyserfilm (inkl. billede/video) som IT/Det Onde (den med den rædselsvækkende klovn, som river armen af et lille barn og dræber det), Fredag d. 13., Halloween m.fl. Det er dagligdagen for børn fra 6-10 år.
    Vi har klaget og være til samtale, men beskeden er altid den samme: nul filter. Hvilke sider er det, man frygter rammes af et filter, og som børn i 0.-3. klasse ikke kan undvære? Kunne man ikke lave differentiering og via iPaddens adresse blokkere ifølge alder?
    I mine øjne er der tale om gentagne psykiske overgreb på børn i en skrøbelig alder, og det kan ikke være løsningen, at man som forældre bare skal rette ind og acceptere, at skole/kommune lægger ansvaret over på os. Jeg kan garantere, at min søn ikke ser den slags hjemme, men det er jeres ansvar, at han beskyttes i skolen – der er min indflydelse meget begrænset.
    Det må da være en smal sag for skolens IT-ansvarlige at holde styr på elevernes netbrug og føre det “løbende tilsyn”, skolechef Mariendal mener, vi forældre skal tage os af.
    Drop berøringsangsten overfor IT!

  2. Allan Lohse siger:

    Jeg arbejder hos et firma som arbejder med avancerede filtrerings løsninger, og man skal passe på man ikke sammenligner de gamle type filtre med dem som er på markedet nu.

    Filtre er blevet meget mere fleksible, og kan nu bruges helt ned på enheds niveau. Vi har masser af kunder som drager god nytte af at kunne følge børnenes adfærd og filtrere der hvor det er nødvendigt.

    Vi ser specielt de mindste klasser bliver ramt af fejl indtastninger, og bliver derved ofre for uønsket indhold som de har svært ved at håndtere.

    Mvh

    Allan Lohse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top