”Ordskælv” ramte skole
poeter.jpg
Der findes ”Døde poeters klub” og på skolen i Bagsværd altså også de kreative poeters klub, hvis medlemmer her lige tager en slapper. Foto: Privat.
Skrivetalenter folder sig ud på Bagsværd Kostskole -og Gymnasium

De seneste uger har man bag de ellers ensfarvede gule mure på Bagsværd Kostskole og Gymnasium kunne se eleverne svælge sig i et væld af farverige plakater med endnu mere farverige tekster og ord trykt på. Plakaterne er produceret af medlemmerne af skolens Creative Poets Society, et hold for blomstrende skrivetalenter mellem 8. klasse og 3. g. Projektet kalder de ORDSKÆLV.

Gruppen ved navn Creative Poets Society, CPS, der sidste år rundede skoleårets sidste kapitel af med at udgive en bog med årets bedste tekster, havde i år besluttet sig for at slutte af med et brag, der kunne høres – og ikke kun læses. Man har  kunnet få læst de farverige tekster op ved at scanne en af de mange QR-koder, der ligeledes har hængt på vægge, vinduer, døre og endda i øjenhøjde på toiletterne.

Projektet har  vakt stor opsigt blandt elever og lærere, der langt fra alle kendte til de kreative poeters klub inden ORDSKÆLV, og som yderligere har fået pirret nysgerrigheden ved, at samtlige tekster er uden oplyst forfatter. Netop anonymiteten har nemlig været et meget bevidst træk af de unge poeter. Det har ganske enkelt gjort hele projektet mere mystisk og spændende, når forfatterne til teksterne er gået mod strømmen i se-mig-kulturen ved at hindre folk i at sætte ansigt på den tekst, de læser eller hører.

Udover at have mødtes på de sene eftermiddage  oppe under taget i gymnasiet, omgivet af bøger for at skrive, tænke og udveksle idéer cirka en gang hver tredje uge, har gruppen anført af to af skolens initiativrige dansklærere blandt andet været på inspirationstur til Ballerupcenteret for at se på mennesker.

Gruppen havde omkring jul besøg af to unge forfattere, der har formået, hvad sikkert mange i gruppen går og drømmer om, nemlig at slippe igennem nåleøjet til forfatterskolen. De to forfatterstuderende lavede en række spændende skriveøvelser, og nogle af resultaterne blev så gode, at de endte på plakaterne i ORDSKÆLVprojektet. Endeligt har CPS lige som sidste år udgivet en e-bog på saxo.com. I år indeholder den alle plakaterne i ORDSKÆLV.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top