- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Søborgs første og ældste hus.

På Søborg Hovedgade 75 ligger der en indeklemt villa, som i dag huser cafeen Granny´s House, som fremtræder i bedsteforældre-stil.

På Søborg Hovedgade 75 ligger der en indeklemt villa, som i dag huser cafeen Granny´s House, som fremtræder i bedsteforældre-stil.  Huset skulle ifølge de kommunale arkiver være opført i 1897 og således både være det ældste og det første hus i Søborg.  Alle kilder siger ellers, at de første udstykninger i Søborg gik i gang i 1901. Så her har man været tidligere ude. Villaen har som så mange andre i området været brugt til både butikker og bolig. Den har rummet lidt af hvert: bl. a. en filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og bageri.

I mange år lå der to forretninger side om side. Mange af bagermestrene har været anerkendte i kvarteret, siden den første etablerede sig i 1926. Blandt indehaverne huskes H. J. Hansen, M. Sckerl, Regner Nielsen og sidst Børge og Britta Frederiksen, som huskes som ”Hjertebageren”. I 2005 var det slut, og så gik fremmede planlæggere i gang med store planer om et etagebyggeri med 4 ½ etage, otte lejligheder og butik i stueetagen.  Det blev dog ikke til noget, og i stedet overtog det unge initiativrige par, Katrine og Rasmus Søndergaard, ejendommen og åbnede konditoriet Granny´s House, hvor den gamle bageribygning indrettedes i hyggelig Klunketids-stil. Det er baggrunden for, at Gladsaxe Miljøforenings miljøpris i år går til netop ”Granny” som et fornemt eksempel på bygningsbevaring med respekt for fortiden. Prisen blev overrakt i onsdags.

Arne-Hermann

Under folkestrejken i 1944, hvor den tyske besættelsesmagt forsøgt at udsulte befolkningen, var der lange køer uden for alle levnedsmiddelforretninger. Her ved bageren på Søborg Hovedgade 75. Bemærk brolægning og sporvognskinner på Hovedgaden.