- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

60.000 krammebamser til hospitaler og specialklinikker

TrygFonden gør de små patienter mere trygge

Mange børn bliver utrygge, når de bliver indlagt og møder fremmede i hvide kitler. Derfor uddeler TrygFonden krammebamser til sygehuse, hospitaler og specialklinikker over hele landet – her er de med til at berolige børnene og gøre opholdet på sygehuset til en bedre oplevelse.
Bamserne bliver delt ud til de yngste patienter, som skal i narkose. Lægerne og sygeplejerskerne bruger bamserne til at berolige børnene og til at skabe en god kontakt til dem, så børnene bliver mindre utrygge over det, de skal igennem.
Thea og Theo passer på
Ligesom børnene har bamserne et armbånd med deres navn på. Bamserne hedder Theo og Thea, og de bliver den ven på hospitalet, som børnene kan dele oplevelsen med. Børnene får at vide, at bamsen passer på dem, mens de sover, og den er ved deres side, når de vågner igen.
Siden 2007 har TrygFonden uddelt 400.000 krammebamser til hospitaler og specialklinikker i hele landet, og bamserne skaber stor glæde hos både børnene, forældrene og personalet på hospitalerne. Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin inden narkosen, når barnet får en bamse.
– En indlæggelse kan være en voldsom oplevelse – især for et barn. Derfor er det fantastisk, når en bamse kan være med til at gøre en forskel. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra både forældre og hospitalspersonale, som fortæller, at bamserne giver børnene tryghed i en sårbar situation. Og det er med stor glæde, at jeg kan konstatere, at en stor del af børnene knytter et tæt forhold til deres bamser, også længe efter indlæggelsen er overstået, siger Christoffer Elbrønd, projektleder i TrygFonden.

Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger.
Læs mere om TrygFondens aktiviteter på www.trygfonden.dk