- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Fuld fart på i ferien

Når de ikke bevægede sig – så bevægede de sig.

78 børn var i den forgangne uge tilmeldt kommunens sommerferieaktivitet med gymnastik i Gyngemosehallen. Og ungerne stod nærmest ikke stille bare et sekund.

De mange instruktører sørgede for, at der blev lavet øvelser på et passende niveau, så de bedste fik lidt mere at se til end de knap så skrappe.

Faciliteterne er som bekendt rigtig gode i Gyngemosehallen, så der kan laves diverse spring uden den store risiko for at komme til skade, og det benyttede mange sig af.

Selvfølgelig var der pauser undervejs. Men så gav deltagerne sig bare til at lave andre former for sport og bevægelse, så de kunne få brændt noget energi af.

Hvis der er en ligefrem proportional sammenhæng i teorien om at motion giver bedre skoleelever, så vil der sidde en bunke små udgaver af Einstein i klasseværelserne om nogle uger.