- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

-Lad os give det en chance

Eksperiment i Bagsværd kan friske op på ren betonørken

De første indledende øvelser var dårligt foretaget, før de første negative reaktioner kom. Det kommunale initiativ med at få sat farve på Bagsværd og skabt noget liv i området omkring centret og Bibliografen blev bestemt ikke alle steder modtaget med kyshånd.

Men andre tog straks tingene til sig. De satte sig ved de farvestrålende stole og borde og hyggede sig med en kop kaffe eller en is eller hvad de nu valgte at forsyne sig med.

Der er sat borde, stole og store kummer op, og nu skal tingene have lov til at folde sig ud. Der skal plantes, der skal være kasser med udtjente bøger og blade, der skal være legetøj. Mulighederne er mange.

Eksperimentet løber frem til efterårsferien i oktober.

-Når man laver den her slags ting, kan man jo ikke være sikker på at ramme helt rigtigt i første forsøg, og man kan i hvert fald ikke være sikker på at gøre alle tilfredse. Vi har et budget på 1.000.000 kr., og vi har så valgt at bruge 300.000 kr. på tingene i år. Så henter vi nogle erfaringer, så vi kan gøre det mere permanent til næste år og investere det resterende beløb, siger Maiken Madsen, der er leder af Bibliografen.

-Vi har valgt at bruge nogle ting, der er flytbare, så de også kan stilles op andre steder, så vi får det mest mulige ud af investeringerne, siger Maiken Madsen.

I løbet af et år kommer der ca. 250.000 gæster i Bibliografen. De skal se en film eller låne bøger.

-Tidligere har de så måtte blive inde i foyeren, hvis de havde købt sig lidt at drikke eller spise. Nu kan de gå udenfor og hygge sig, og det har en del allerede taget til sig i løbet af meget kort tid.

Bagsværd har i de senere år fået skyldt for at være ikke så lidt af en betonørken. Det indtryk vil man gerne rette op på. Derfor er der lyse farver i rødt, grønt, blåt og diverse pastelfarver.

-Vi vil gerne trække folk ned mod butikkerne og ned mod Bibliografen ved at skabe dette miljø. Vi har gjort meget ud af få kommunikeret budskabet ud til beboere og forretningsindehaver, og jeg synes, at vi har mærket en meget positiv holdning, siger Maiken Madsen, der har været en del af den kommunale arbejdsgruppe, der skulle finde frem til nogle af tingene.

Gehl Architects, der har den slags projekter som et af sine kerneområder, bidrager også med holdninger og initiativer.

-Noget af det, som vi laver vil nok falde i god jord. Andre ting er måske ikke lige sagen, og så kan det laves om. Byens borgere skal i allerhøjeste grad have lov til at sætte deres præg på området. Det er jo deres by, slår Maiken Madsen.

Selve facaden på Bibliografen er så kedelig, at det nærmest støver. Også her skal der ske ting og sager. Man skal bare lige finde ud af, hvad slutresultatet skal være. Der kan måske blive tale om noget med noget lys, men der kan også komme farver på en eller anden form for udsmykning.

-For at få plads til de mange stole, borde og kummer og planter har vi inddraget syv p-pladser lige foran Bibliografen lige som p-pladsen til handicappede er flyttet ca. seks meter, siger Maiken Madsen.

Bibliografen-sommer-blomsterkummer-86

Stille og roligt er bagsværdborgerne begyndt at tage de nye omgivelser  ved centret og Bibliografen til sig.
Foto: Brian Lindberg Jensen.

 

Søborg-beach-83

Når man nu ikke lige kan smutte på Bellevue, så kan man jo tage en tur på Søborg Beach – 36 ton sand, der er hældt ud på torvet. Foto. Brian Lindberg Jensen.

Værebro-Beach-79

Det har været varmt de seneste dage, og så er det herligt at kunne pjaske løs i bassinnet ved siden af den store,
nyanlagte Værebro Beach på torvet.
Foto: Brian Lindberg Jensen.