-Maleriet er mit frirum
Susanne-Bidstrup-28.CR2Susanne-Bidstrup-29.jpg
Lyse farver får i den grad lov til at præge Susanne Anker Bidstrups malerier, så humøret kan påvirkes i den rigtige retning. Foto: Brian Lindberg Jensen
Susanne Anker Bidstrup lever ofte i et smertehelvede men hendes kunst er lys og luftig

Susanne Anker Bidstrup lyder som en glad og lykkelig bornholmer. Der er sol i stemmen, hos kvinden der tilbragte sin barndom i Hasle. Og livsglæden og det gode humør nærmest vælter ud af hendes billeder.

Men det kunne sagtens være helt anderledes for kunstmaleren med bopæl på Stavnsbjerg Alle.

-For nogle år siden – i 2005 –  kom jeg til skade ved en fuldkommen banal arbejdsulykke. Sammen med en anden pædagog skulle jeg flytte et stort bord. Det bumpede ind i en væg, og så stødte jeg ind i bordet med mit skamben. Det gav nogle forrykninger i mit skelet, så jeg er plaget af smerter og har meget svært ved ganske banale ting som bl.a. at gå på trapper og løfte ting, siger Susanne Anker Bidstrup.

-Man kan ikke se det på mig, men jeg har konstante smerter.

Hun har uddannelser som dekoratør og pædagog, og det kunstneriske har fulgt hende gennem årene.

-Jeg er jo ikke så mobil, så meget heldigt har jeg kunnet indrette min tilværelse, så mit hjem er forvandlet til et galleri, siger Susanne Anker Bidstrup

Så hvor andre kan have sentensen med ”mit hjem er mit slot”, så slår Susanen Anker Bidstrup fast, at ”mit hjem er mit galleri”.

9. til 12. august holder hun udstilling i hjemmet. Dørene slås op på vid gab. Der bliver sat kaffe og kage frem, og så er alle velkomne.

-Da jeg senest lavede sådan et arrangement kom der 100 gæster, og jeg regner da med flere denne gang. Det går lidt fra mund til øre i lokalområdet, at i nummer 22 bor der en kunstmaler. Og via facebook har jeg 2.700 venner. Dem skriver jeg ofte sammen med i de sene timer, hvor jeg på grund af smerter har det bedst, når jeg kan sidde i en lænestol, siger hun.

-Jeg er også clairvoyant og healer, så af og til kan jeg via facebook kurere nogle af dem jeg kender, siger hun.

Der hænger masser af malerier i hele huset, mange lærreder står på gulvet. Fælles er den lyse, optimistiske tone.

-Tingene bliver altså ikke bedre af at gå i sort rent mentalt. Så hellere vælge den løsning, hvor glasset er halvt fuldt end halvt tomt.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top