- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Regnvand – er alles sag

Torben Sønnichsen og Flemming Bruun har i de seneste udgaver af Gladsaxe Bladet kommet med forslag til, hvordan man kan håndtere regn- og spildevand. I Gladsaxe har politikerne valgt, at det skal være frivilligt, om man vil håndtere regnvand på egen grund. Uanset om man er parcelhusejer eller boligselskab. Alle, der vælger den løsning, kan […]

Torben Sønnichsen og Flemming Bruun har i de seneste udgaver af Gladsaxe Bladet kommet med forslag til, hvordan man kan håndtere regn- og spildevand.
I Gladsaxe har politikerne valgt, at det skal være frivilligt, om man vil håndtere regnvand på egen grund. Uanset om man er parcelhusejer eller boligselskab. Alle, der vælger den løsning, kan få 23.852 kroner tilbage fra tilslutningsbidraget.
Når boligselskaberne selv håndterer regnvandet, vil det i mange tilfælde betyde, at man får ekstra store mængder regnvand væk fra kloaksystemet. Derfor gør vi også en ekstra indsats for at vejlede netop boligselskaberne om muligheden for at håndtere regnvandet selv. Et eksempel er Andelsboligfor-eningen Marielyst, som med regnbede, grøfter og render, hvor deres regnvand håndteres, også har fået skabt et nyt rekreativt område i deres bebyggelse.
Frivillig håndtering af regnvand på egen grund er blot én af mange strategier for at håndtere fremtidens udfordringer med mere regn og kraftige skybrud. For det er ikke alle steder, at nedsivning af regnvand er mulig. En udfordring kan for eksempel være, at grundvandet nogle steder står højt. Derfor er vi i gang med en detaljeret undersøgelse af, hvor der er problemer med højt grundvand. Undersøgelsen skal give det bedst mulige grundlag for, hvordan vi vælger at håndtere regn- og spildevand de kommende år.
En anden væsentlig strategi er separering af vejvandet, som Gladsaxe Kommune og Nordvand ønsker at gennemføre i løbet af de kommende 50 år – igen for at få regnvand ud af de fælleskloakerede spildevandsledninger. Derudover vedtog Byrådet i marts en ny klimatilpasningsplan, som indeholder nye initiativer, og hvor vi nu ser nærmere på, hvor der skal sættes ind først.