Unge musiktalenter indtog Telefonfabrikken
talenter-musik.jpg
Bandet Muzzle Slash optrådte forrige fredag aften på Telefonfabrikken. Foto: Frederikke Linnea Vinther.
Det var med stor enthusiasme, at en række unge musikere gav prøver på deres talenter til en fælles koncert i Telefonfabrikken forrige fredag

Koncerten er et resultat af en ny samarbejdsform imellem Telefonfabrikkens personale og de bands som bruger øvelokalerne i kulturhusets kælder. 

”Vi har meget større fokus på at lytte til de unges ønsker end førhen og bakke op om deres initiativer. Idéen til at afholde en koncert kom også fra dem selv”, forklarer Nanna Båstrup, daglig leder af Musikkælderen.
Hun ser kun aftenens koncert som en begyndelse og håber på mere fællesskab og medbestemmelse fremadrettet: ”Det kan eksempelvis være i forhold til øvelokalernes indretning eller til flere fælles koncerter, hvor de får mulighed for at fyre den af.”

Inddragelse og åbenhed
Inddragelse og åbenhed er nøgleordene i den nye samarbejdsform, som bliver positivt modtaget af de unge brugere.
“Der har været fokus og opbakning fra alle sider med det samme. Derfor har det været nemmere at hjælpe hinanden med opsætningen og sådan nogle småting, for at få en fed aften”, forklarer Laurits og Mathias, som begge var på scenen foran venner, familie og de øvrige bands. I alt optrådte ni bands med en bred palet af musikalske genre.
Se billeder fra koncerten på facebook.com/telefonfabrikken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top