VM-fodbold gør livet sjovere på hospitalet
Lions-01-27-14.jpg
Peter Sand, præsident for Lions Club Gladsaxe, og overlæge Anders Fischer (begge yderst til venstre) glædede sig sammen med klubbens bestyrelsesmedlemmer og personale over, at de nye fjernsyn kan gøre det nemmere at komme igennem dagen for sengeliggende patienter. Foto: Kaj Bonne.
Lions Club Gladsaxe har bevilget 39 fladskærme til Herlev Hospital

For indlagte patienter på et hospital kan det være noget af en kamp også at skulle kæmpe med kedsomheden. Det opdagede Peter Sand, præsident for Lions Club Gladsaxe, da hans moder var indlagt på Herlev Sygehus. Herefter var der ikke langt fra tanke til handling.

Lions-folkene i Gladsaxe tog kontakt til ledende overlæge, dr. med., Anders Fischer, og det har nu medført, at 39 fladskærme på hver 40 tommer er sat op på Gastroenhedens 12. og 13. sal.
Ved en lille seance blev klubbens bestyrelsesmedlemmer i onsdags modtaget på hospitalet, så de ved selvsyn kunne konstatere fjernsynenes lindrende virkning på patienterne. Vicedirektør Pernille Slebsager, ledende oversygeplejerske Kirsten Ravn og kommunikationschef Jens-Peter Wehlitz bød velkommen sammen med Anders Fischer.
– Det er en meget generøs gave, men vi er jo en del af det offentlige system, så vi skulle have tilladelserne i orden. I denne VM-tid kan det selvfølgelig være forstyrrende med fodboldkampe på stuerne, men på den anden side, så holder det liv i patienterne, sagde Anders Fischer med et grin, da han takkede for den flotte gave.
Og er det da ikke et problem at se fodbold på en tremandsstue?
– Nej, vi er civiliserede mennesker. Hvis nogle vil sove, slår vi lyden fra. Det er en stor gevinst for os, at vi har noget at kigge på – og så oven i købet på et fjernsyn af en god kvalitet, sagde patienten Dan Larsen.
De mange tusinde kroner til indkøb af fjernsynene kommer fra provenuet af Lions Clubs genbrugsbutik på Søborg Torv.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top