Alle fik kanomærket
FDFere-i-tårnet-på-Himmelbjerget.jpg
De 16 FDFere var en tur oppe i tårnet på Himmelbjerget. Foto: Privat.
FDF i Bagsværd/Stengård i kano på Gudenåen

Solen stod højt på himlen lørdag den 5. juli, da 16 forventningsfulde FDF’ere stod klar på Bagsværd station. Vel ankommet til Tørring sidst på eftermiddagen, skulle der bygges kanobivuak til at overnatte i. Det lykkedes netop at blive færdige med kanobivuakken lige inden en kraftig regnbyge satte ind. Den eneste gang der blev brug for regnfrakkerne.

De første skønne dage blev der padlet på Gudenåens snævre del, fra Tørring til Mossø. Der var en del strøm i vandet, og det bevirkede at det var nemt at komme fremad, dog var udfordringen at lade være at sejle ind i skrænterne i åen. Undervejs blev der ”danset” Limbo, når man skulle sejle under grene, som hænger ud over vandet.

En af eftermiddagene besøgte FDF’erne Himmelbjerget og fik set det flotte landskab omkring Julsø fra tårnet på Himmelbjerget. I fuld sol forsatte turen over Julsø til Silkeborg, hvor der blev handlet ind og spist is.

Den sidste overnatning fandt sted i hængekøjer på FDF Sletten, og det var en udsøgt fornøjelse at sove i hængekøjerne. FDF’erne sejlede også med den gamle hjuldamper Hjejlen fra Himmelbjerget til Laven.

Deltagerne har øvet kæntringsøvelser, lært at styre en kano og spillet kanopolo, så alle kunne få kanomærket. Det var en fantastisk god tur, og alle deltagerne var glade for at have været med – ugen var næsten gået alt for hurtigt.

FDF i Bagsværd og Stengård har første møde i den nye sæson onsdag 13. august kl. 18.30 – 20.00 i FDF-huset på Vadstrupvej 27 i Bagsværd, hvor der også optages nye medlemmer.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top