- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

De holder sig på sporet

En kom på løbehjul. En kom på skateboard. Flere cyklede og tog fint hensyn til de gående. En kom med sin far i hånden. Og så var der altså de mange på gåben.

Børnene fra Værebro har hurtigt taget den nye skolesti fra bebyggelsen, tværs over boldbanerne over til Skovbrynet Skole til sig.

Fremover går det blødt op og ned, når børnene skal cykle i skole eller hen til klubben. Den nye cykelstibevæger sig op og ned i et bølgende forløb over grønsværen.

Der er stadig nogle detaljer, der skal ordnes. Belysningen skal være i orden, så man også kan færdes trygt i området, nråd et bliver mørkere. Der er designet en særlig Værebro-lampe, som bliver sat op på stien inden den mørke tid kommer og efteråret sætter ind.

Det bliver i det hele taget let at se stien, der bølger op og ned over græsset. Grønne og hvide striber på asfalten understreger stiens bløde bevægelser.

Udover stien så bliver der også etableret en bred trappe, der indbyder til leg og ophold på kanten mellem skolen og boldbanerne. Det giver både en mere synlig og åben overgang og skaber større tryghed for børnene, der færdes i området.

Da Gladsaxe Bladet kiggede forbi tirsdag morgen, var der kun fire skole-elever, der valgte at tage den på tværs ind over den store fodboldbane. resten kunne godt se ideen med at bruge den nye sti, så fodboldbanen kan spares så meget som muligt.