Annonce
Den rene folkefest
Gladsaxedagen-16-35-14.jpg
Foto: Kaj Bonne.
Vejret var ofte ovre i den truende afdeling, men det blev heldigvis kun til spredt regn.

Skakmester i regnvejr

Abel Semsey fra 2. klasse på Søborg Skole vandt Gladsaxemesterskabet i skoleskak, der blev afviklet på græsplænen bag rådhuset i lige del sol og regn. Det generede ikke Abel, at det dryppede lidt på brættet. Han vandt alle sine fem partier i den yngste gruppe for spillere, der er født 2006 eller senere.

 

Basim huskede sine rødder

Basim, vinderen af årets danske Melodi Grand Prix, glemte ikke sine rødder, da han gav koncert til især de yngre Gladsaxe-borgeres store begejstring. Basim fortalte, at Høje Gladsaxe var et fantastisk sted at vokse op. Efter den velbesøgte koncert gav Basim autografer. Køen var lang, meget lang for at få Basims navnetræk på et fotokort.

 

Bagte 200 pandekager i timen

Det frivillige hjælperkorps i Buddinge Kirke havde slået dørene op og bød inden for, og uden for havde man imødekommende stillet bar og pandekageudsalg op. Pandekagerne var brandvarme, og tre frivillige vendte dem til den store guldmedalje. De tre pandekagebagere havde seks pander i sving, som blev drejet rundt på et hjul. I løbet af de første tre timer havde de solgt 600 pandekager. Indtægterne går til kirkens sociale arbejde.

 

Nujork Denzing Kwiin

Den østrigske teatergruppe Irrwisch satte godt gang i Gladsaxedagen, da de strøg rundt med deres 70er-show bestående af en mobil DJ og to herredansere på stylter. De velkendte diskorytmer og styltegængernes behændighed skabte så gode vibrationer, at kommunens borgere både klappede og jublede i takt.

 

Det skal være som i Schweiz

Direkte Demokrati er en ny forening, der arbejder for mere demokrati. DD er en tværpolitisk bevægelse, der går ind for flere folkeafstemninger efter schweizisk forbillede. Foreningen har netop slået sig ned i Gladsaxe Kommune, og DD’s sekretariat ligger på Bondehavevej 40 i Bagsværd.

 

Når det hele er en kunst

Gladsaxe Kunstforening var blandt de mange foreninger, der kom i dialog med borgerne. Formand Lonny Hjorth og bestyrelsesmedlem Erik Vandrup fortalte om foreningens aktiviteter. Foreningens 120 medlemmer glæder sig til et aktivt efterår med fire ferniseringer og efterfølgende udstillinger på Thorasminde i Bagsværd. Næste år fejrer foreningen sit 50-års jubilæum.

 

Medlemmerne strømmer til jazzklub

Gladsaxe Jazzklub lider af vokseværk, så det efterhånden kan udvikle sig til et fysisk problem at afvikle de velbesøgte jazzkoncerter. Kasserer Jan Engblom fortæller, at den blot syv år gamle jazzklub har 421 medlemmer. De fleste af klubbens koncerter finder sted i ”Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus”, hvor der er plads til 150 personer. Den store udfordring er, at ikke alle medlemmer kan være sikre på at få billet til klubbens arrangementer.

Fotos: Kaj Bonne – se mange flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk

Gladsaxedagen-75-35-14 Gladsaxedagen-74-35-14 Gladsaxedagen-59-35-14 Gladsaxedagen-53-35-14 Gladsaxedagen-52-35-14 Gladsaxedagen-50-35-14 Gladsaxedagen-47-35-14 Gladsaxedagen-44-35-14 Gladsaxedagen-40-35-14 Gladsaxedagen-31-35-14 Gladsaxedagen-30-35-14 Gladsaxedagen-28-35-14 Gladsaxedagen-27-35-14 Gladsaxedagen-25-35-14 Gladsaxedagen-11-35-14 Gladsaxedagen-06-35-14 Gadeteater-01-35-14 Gladsaxedagen-01-35-14

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top