- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Der skal hygges i gårdhaven

Ny butik med brugskunst og smykker på Bagsværdvej

”Frk. S” på Bagsværdvej 93 holder åbningsreception i dag, og i morgen bliver det så muligt for offentligheden at se, hvad ejerne Susanne Stoltenberg og Maria Stauning tilbyder fra deres hyggeligt indrettede butik.

Hvis man skal kigge forbi, skal man være opmærksom på, at man ikke kan komme ind fra vejen, men skal igennem havelågen og ind i en lille gårdhave, før man når til indgangsdøren.

Hylder og borde er besat med håndlavet brugskunst, smykker og gaver, som de to indehavere specielt har udvalgt fra en 15-20 mærker.

– I gårdhaven vil vi i løbet af sæsonen lave en række arrangementer. Vi vil også indbyde til venindeaftner, men vi er udmærket klar over, at også mænd vil kigge forbi og købe noget til konen eller kæresten. Derfor har vi også lidt kvalitetsvarer som specialsalt og pestoer, som mænd også kan finde på at købe, når de nu alligevel er her, siger Susanne Stoltenberg og Maria Stauning, der har valgt navnet ”Frk. S” med klar reference til deres efternavne.

”Frk. S” satser på en stribe tilbud inden for genren værtindegaver og gaver til barnedåb og bryllup. Kunderne kan også afhente en ønskeseddel i butikken, hvor de kan skrive deres ønsker ned.

Indehaverne mener, at de med deres nye tiltag inden for brugskunst har placeret sig centralt i området for Bagsværd, Lyngby og Søborg.