Tag en kop kaffe med i bilen
Gave-Cafe-01-34-14.jpg
Bente (til venstre) og Jette vil sætte mere liv i Lyngparken med deres nye gavecafé. Foto: Kaj Bonne.
Ny butik på Gammelmosevej satser på brugskunst, gaver og ”kaffe to go”.

Kvinderne bag den nyåbnede Lyngparkens Gave Café på Gammelmosevej 121B vil kendes som Bente og Jette. Selvfølgelig har de efternavne, men de sætter pris på en venlig, uhøjtidelig og personlig betjening i øjenhøjde.

Deres ambition er at sætte mere liv omkring Lyngparken, og de satser på at sælge en god kop kaffe, som kunderne kan tage med i bilen.

– Gammelmosevej er ret trafikeret, men heldigvis er der gode parkeringspladser, så vi håber, at bilisterne vil holde ind og købe en ”kaffe to go”, lyder det fra indehaverne.

Kaffen er den kendte Segafredo fra Italien, og ud over almindelig kaffe kan man købe cappuccino, cafè latte og iskaffe.

Gavecafeen tilbyder også brugskunst og gavekurve med hjemmelavet chokolade, og ejerne vil lade sig inspirere af årstidernes skiften og gøre brugskunsten sæsonbetonet.

Bente og Jette lærte hinanden at kende for 30 år siden gennem deres mænd, der var skolekammerater.

Til åbningsreceptionen i fredags måtte Bente og Jette selv tage imod blomster og gaver, da venner fra nær og fjern lagde vejen forbi Lyngparken.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top