Tsunamien tog alt hvad han ejede
Green-Mango-22-14.jpg
Der er nok at se til med tre krudtugler og to restauranter. Men Mathias og Khwan er glade for deres nye liv i Danmark Foto: Kaj Bonne
Mathias kom hjem og åbnede restaurant i Søborg

Der tales thailandsk i køkkenet, og på menuen kan man finde alle tænkelige thailandske retter. Indretning er mere skandinavisk og holdt i grønne og sorte nuancer, så man er ikke i tvivl om, at der er to kulturer, der mødes, når man træder ind i restauranten Green Mango på Søborg Hovedgade

For fire år flyttede Mathias Nielsen, hans kone Khwan og deres tre små drenge, Phillip, Jacob og Thomas hjem til Danmark. I gennem de sidste 12 år har Mathias drevet flere restauranter på Phi Phi ørene i Thailand med stor succes, men der var alligevel flere årsager til, at han valgte at rykke familien op med rode for at åbne to thailandske “Green Mango” restauranter i sit fødeland.

Phi Phi blev mit hjem

Hvad der kun skulle have været en velfortjent ferie efter studentereksamen i Thailand, endte for Mathias og en kammerat med at blive en årelang kærlighed til Thailand og Phi Phi ørene. Inden de to unge mænd havde set sig om, havde de købt en bar med bliktag, hvor der blev festet og tjent penge, så de kunne leve.

-Min kammerat og jeg havde sat os for, at vi skulle være der i to år og så derefter rejse hjem for at læse videre. Jeg kom bare aldrig hjem – jeg var for glad for mit liv i Thailand, fortæller 37-årige Mathias, der flere år senere mødte thailandske Khwan, som han blev gift med.

– Baren skilte jeg mig af med. Den måtte lade livet for at jeg kunne åbne restauranten H.C Andersen. Der kom mange danskere på øen, så derfor valgte jeg at lave en dansk restaurant med alle de danske og skandinaviske klassikere.

Tsunamien smadrede mit livsværk

2. juledag for knap 10 år siden vendte det gode liv pludselig på hovedet for Mathias Nielsen og Khwan.

Tsunamien skylede ind over Phi Phi øerne og lagde hans hjem og hans ene restaurant i ruiner.

-Det var jo i juledagene, så vi havde haft rigtig travlt med at servere den store skandinaviske julebuffet. Jeg var kommet sent hjem, og sov lidt længere næste dag. Min kone var gået på torvet for at købe ind, og jeg kan huske, at jeg lige tog min mobiltelefon for at se, hvad klokken var. Pludselig hørte jeg en øredøvende larm. Det lød som et godstog der kom buldrende. Det var en lyd, jeg aldrig før havde hørt. Det næste øjeblik brasede min bungalow sammen. Jeg var heldig, da jeg lå på en madras på gulvet, for den flød ovenpå. Jeg vidste med det samme, at det var en flodbølge, fortæller Mathias, der pludselig kun ejede de underbukser, han havde på.

– Jeg var desperat. Min kone var jo på markedet og jeg troede ikke, hun havde overlevet, da jeg så resterne af markedet. Min kone er ikke en god svømmer, så mit håb var meget lille. Mens jeg løb rundt for at lede efter hende, hjalp jeg også med at tjekke puls på folk, hjælpe sårede og dække døde til. Det var et rædselsfuldt syn – en syn jeg aldrig kommer af med. Pludselig fandt jeg min kone. Det var en enorm lettelse. Hun havde smidt sin cykel, da hun så bølgen komme, og var løbet op ad et lille bjerg, fortæller Mathias, der sammen med sin kone sov på bjerget den følgende nat, fordi de var bange for, at endnu en flodbølge ville ramme øen.

-Mathias og Khwan mistede heldigvis ikke tætte familiemedlemmer, men der var to af kokkene i restauranten, som druknede og de havde jo set forældre og børn miste deres nærmeste.

Restauranten H.C Andersen havde kun murene stående tilbage, ellers var det meste væk eller ødelagt. Det der kunne reddes, bar Mathias og Khwan op i deres anden restaurant op ad bjerget, hvor de netop var at bygge om og udvide.

-De penge vi havde sparet op, var vi ved at investere. Hvis ikke vi var i gang med det, så ville jeg nok have rejst hjem med det samme. Men det var ikke muligt for mig, og jeg ville også føle, at alt var spildt. Men pludselig have vi ingen indtægt fra H.C Andersen, for der var jo hverken restaurant eller turister. Jeg havde det der svarer til 30.000 kroner med hjem i en sportstaske, og dem var jeg sikker på, var gået til og lå på havets bund. Kwhan og jeg gik over til hvad, der var rester af vores bungalow for at se, om der overhovedet var noget tilbage af vores personlige ejendele. Efter at have gravet i mudderet fandt vi nogle papirer, og til sidst fandt vi mirakuløst sportstasken med alle penge, fortæller Mathias, der som de fleste thailændere ikke kan forsikre deres forretninger.

Vi fik hjælp i Danmark

Heldigvis fik parret lidt støtte fra en hjælpeorganisation, og det gave Mathias og Khwan mulighed for at få åbnet en lille restaurant i Phuket, så de kunne holde deres ansatte i gang og tjene nogle penge.

-Jeg tog til Danmark i 2005 for at forsøge at skaffe penge. Jeg fik et lån på 250.000 kroner af lokale folk fra Lolland og Falster. Det var helt specielt at låne penge på den måde, fortæller Mathias, der heldigvis også har kunnet betale tilbage med renters rente, siger Mathias.

Genopbygningen gik over al forventning og allerede et år efter var der igen gæster på Phi Phi ørerne. Forretningerne er gået godt, men en kombination af at finanskrisen godt har kunnet mærkes i Thailand og at han i mellem tiden er blevet far til sønnerne Phillip på 8, Jacob på 7 og Thomas på 6 år blev trangen til at komme hjem til Danmark større.

-Jeg tog hjem og måtte lade min kone og tre børn blive derude. Jeg fik job som chauffør på Hjem-Is og fik en lejlighed og læste HD. Lidt senere rejste jeg ud og tog de to yngste drenge med hjem, mens min kone og den ældste blev på Phi Phi for at få solgt restauranterne.

-Vi fik solgt, så vi i dag har kunnet købe to restauranter, fortæller Mathias, der er den der styrer butikkerne, mens Khwan er den kulinariske ekspert – både på Søborg Hovedgade men også i forretningen på Christianshavn.

 

 

tsunami

Mathias yderst til højre deltog aktiv i at hjælpe efter Tsunamien.
” Lugten og synet af alle de lig vil altid være printet ind i mig.”
Foto: Mathias Nielsen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top