Digital post på sygehusene er et problem
Gladsaxe-Bladet kunne i tirsdags berette, at Herlev Hospital nu overgår til at sende indkaldelser til behandling og undersøgelse på hospitalet digitalt.

Gladsaxe-Bladet kunne i tirsdags berette, at Herlev Hospital nu overgår til at sende indkaldelser til behandling og undersøgelse på hospitalet digitalt.

Jeg vil stille et stort spørgsmålstegn ved visdommen i det projekt. Mange af de personer, som Herlev Hospital skal skrive digitalt ud til er ældre mennesker, som i sagens natur bruger sundhedsvæsenet mere end gennemsnittet. Jeg møder stadig mange borgere, som ikke aner, at de skal have en elektronisk postkasse per 1. november for at kunne modtage post fra det offentlige.

Jeg er desværre sikker på, at vi vil opleve, at der er personer, som ikke dukker op til behandlinger på sygehusene, fordi de enten ikke får oprettet en digital postkasse eller glemmer at tømme den – f.eks. fordi de ikke selv har en computer – og derfor er nødt til at bruge f.eks. biblioteket til det formål. Der er noget urimeligt over, at man ikke længere får post fra hospitalerne og andre offentlige institutioner i sin postkasse, men skal på biblioteket for at hente posten.

Danmark er det første land i verden, der overgår til at servicere borgerne digitalt. Vi behøvede måske ikke at have været det første land – og under alle omstændigheder burde vi tage hensyn til borgere for hvem computeren ikke er et naturligt arbejdsredskab – f.eks. kunne man have sat en aldersgrænse på 50 år, så kun borgere under 50 år overgik til digital post.

 

Kenneth Kristensen Berth (DF),
regionsrådsmedlem
2625 Vallensbæk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top