FDF slog sig sammen på jubilæumsdag
FDF-50-år-37-14.jpg
De unge FDFere sang på festdagen, og musikken blev leveret af FDF Gladsaxe Brass Band. Foto: Privat.
50 år med FDF Bagsværd og sammenlægning med FDF Stengård

Sidste lørdag i august var en stor dag for FDF Bagsværd. Nuværende og tidligere medlemmer var inviteret til jubilæumsfest, hvor der var helt klassisk lejrbålsunderholdning, god mad, musik, kagemand og andagt. 90 besøgende lagde vejen forbi, og gjorde dagen til en fest.
I løbet af festdagen blev det offentliggjort, at FDF Bagsværd og FDF Stengård har slået sig sammen og fremover hedder FDF Bagsværd-Stengård. De vil holde til i FDF Bagsværds nuværende hus på Vadstrupvej 27 i Bagsværd.
Byrådsmedlem Lars Abel (C) deltog under lejrbålsunderholdningen og holdt en flot tale for FDF Bagsværd og det fantastiske ungdomsarbejde, som fritidsforeningerne i Gladsaxe har.
En sjov historie fra dagen var, at to medlemmer fra da kredsen blev startet i 1964, for første gang i godt 40 år igen så hinanden. Snakken gik livligt mellem de to, og der var mange gode historier fra dengang.
FDF Gladsaxe Brass Band leverede fantastisk musik, og sognepræst Lærke Wiene fra Bagsværd Kirke holdt en god andagt hvor der blev snakket om fællesskab og gode minder, fra da hun var FDFer. Der var besøg fra tidligere medlemmer der nu er bosat i Jylland og sågar helt fra Bergen i Norge.
Ved afslutningen af jubilæumsdagen takkede kredsleder Johnny Nielsen for den store deltagelse og håbede at alle havde hygget sig.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top