- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Japansk pileurt skal bekæmpes

Gladsaxe Kommune har sat en ny plejeplan i gang, der blandt andet skal udrydde uønskede plantearter fra Bagsværd Søpark

Går du en tur i den fredede Bagsværd Søpark, vil du kunne følge første del af Gladsaxe Kommunes kamp mod japansk pileurt. Her er flere af områderne, hvor pileurten har spredt sig, allerede afdækket med tykke presenninger, der skal blive liggende i op til fem år. Dette vil stoppe lys og vand fra at nå pileurten, og langsomt kvæle den.
Japansk pileurt er invasiv, hvilket betyder, at den vokser meget hurtigt, spreder sig aggressivt og fortrænger andre hjemhørende eller lokale planter og dyreliv. Den kan blive op til fire meter høj, og rødderne trænger flere meter ned i jorden.
Plejeplanen for Bagsværd Søpark gælder frem til 2023. Som en del af planen bliver alle borde, bænke og skraldespande i Bagsværd Søpark udskiftet. Derudover bliver der plantet hække, der skal skærme for planteskolens drivhuse, så Bagsværd Søpark bliver mere attraktiv, tilgængelig, og brugervenlig for publikum.