Pokaler på bordet i Gladsaxe
Bordtennis-01-38-14.jpg
Basco-brødrene er vant til at vinde. Her ses Filip med medalje og Daniel med pokaler. Foto: Kaj Bonne.
Nye lokaler skal trække medlemmer til bordtennis

Sveden dryppede fra børnenes varme kroppe på 1. sal i den ”gamle” tribune på Gladsaxe Stadion. Her har Gladsaxe Bordtennis Klub netop fået nye lokaler efter at have holdt til på den gamle Gladsaxe Skole, og bordene var slået ud, mens bordtennisboldene hoppede rundt på borde og gulv, mens træner Lars Høgsberg og hjælpetræner Joachim Rønnest instruerede tre 12-årige drenge og en enkelt 10-årig knægt.

– Daniel, du skal fokusere. Du skal ikke bare slå hårdt til bolden. Det er bedre at komme i en position, hvor du kan afgøre bolden, siger Lars Høgsberg til 10-årige Daniel Basco Jacobsen.

Daniel er talentfuld og har på det seneste hentet pokaler i puslingeturneringer i Amager Open og Vestegnen Open, mens storebror Filip på snart 13 år vandt medalje i drengeturneringen i Vestegnen Open.

– Det motiverer de unge spillere, at de har mulighed for at vinde pokaler og medaljer, siger John Basco Jacobsen, far til Daniel og Filip.

– Med de nye og bedre lokaler her på Gladsaxe Stadion håber vi, at vi får mange nye bordtennisspillere i klubben, og hvis børnene kan se, at de kan vinde noget med hjem, så er de villige til at træne ekstra, mener John Basco Jacobsen.

Gladsaxe Bordtennis Klubs ungdomsspillere træner hver tirsdag og torsdag fra kl. 17, og alle interesserede er velkomne til at møde op og prøve kræfter med den drilske bordtennisbold.

 

 

 

Bordtennis-02-38-14

Fra venstre træner Lars Høgsberg, Filip og Daniel Basco Jacobsen, Mark Hing, Emil Melskens og hjælpetræner Joachim Rønnest under torsdagstræningen i Gladsaxe Bordtennis Klub. Foto: Kaj Bonne.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top