Ta’ baby med på biblioteket
Barselscafé-36-14.jpg
På bibliotekets barselscaféer mødes nybagte forældre og får gode råd til hverdagen med et lille barn i hjemmet. Foto: Thomas Vilhelm/SPECIALPHOTO.
Nybagte forældre kan forlade barselshiet og tage en tur forbi biblioteket, der både byder på nye biograffilm og informative barselscafeer

Hvordan lærer man sit barn gode sovevaner? Hvornår skal man egentlig begynde at give skemad? Og hvordan kan man forebygge de typiske ulykker i hjemmet?
Gladsaxe Bibliotekerne er klar med en ny sæson barselscafeer. Til barselscaféerne kan nybagte forældre mødes med andre på barsel og få gode råd til hverdagen med et lille barn i hjemmet.
Der har allerede været en café om førstehjælp på Mørkhøj Bibliotek, og i morgen onsdag den 3. september rykker caféen til Værebro Bibliotek, hvor en sundhedsplejerske fortæller om, hvor meget søvn det lille barn har brug for, og hvad søvnen betyder for barnets trivsel.
Torsdag den 4. september foregår barselscafeen på Gladsaxe Hovedbibliotek, hvor sundhedsplejersken giver gode råd om overgangen til skemad, og om hvordan forældrene skaber gode rammer omkring spisebordet med et lille barn for bordenden. På gladsaxe.dk/­bibliotek kan man læse mere om alle barselscaféerne og hente gratis billetter.
Den første onsdag i måneden er der desuden babybio i Bibliografen Bagsværd, hvor du og din baby kan se nye biograffilm på det store lærred. Der er skruet ned for lyden, så baby ikke bliver forskrækket, og der er en lille smule lys i salen, så du kan se, hvis din baby taber sutten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top