Udfordring til Enhedslisten
Det er en udfordring at leve for kontanthjælpen. Det er vi helt klar over hos Socialdemokratierne.

Derfor er vores vigtigste mål at skabe arbejdspladser og uddannelsespladser, for alle vil helst klare sig selv og selv sørge for deres familie. Og vi er godt på vej. Arbejdsløsheden er nu den laveste i mere end fire år.
Vi har forbedret uddannelsesmulighederne for ufaglærte ledige. Vi har afskaffet meningsløs aktivering. Vi har indført en midlertidig arbejdsmarkedsydelse for at afbøde virkningerne af den dagpengereform, som den tidligere regering vedtog. Vi har forbedret fleksjobordningen, så også de svageste borgere kan få glæde af ordningen. Vi har afskaffet fattigdomsydelserne og kontanthjælpsloftet, som ramte nogle af vores svageste familier og deres børn.
Alt sammen forbedringer vi har kunne indføre, fordi vi har fået styr på økonomien i Danmark. Hvis Enhedslisten vil komme i arbejdstøjet og være med til at tage ansvar, kunne vi sammen arbejde for at forbedre forholdene for almindelige danskere.
At leve for kontanthjælpen i en uge er ikke nogen stor udfordring. Udfordringen ligger i at gøre det gennem længere tid, og udfordringen ligger i at finde en vej tilbage til job, uddannelse eller anden form for varig forsørgelse. Den udfordring lever nogle af vores borgere med, og dem vil vi gerne hjælpe. Det gør vi ikke ved at medvirke i et mediestunt iscenesat af Enhedslisten. Det gør vi ved at arbejde ihærdigt for at sikre, at der er styr på økonomien, og at der er arbejde og uddannelse til alle.
Vil Enhedslisten hjælpe os med det?

Trine Græse
Medlem af Gladsaxe Byråd
for Socialdemokraterne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top