- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ungdommens Undertrykkelse

De 15-18-årige i Danmark kan straffes for deres handlinger, men kan ikke stemme.

De 15-18-årige i Danmark kan straffes for deres handlinger, men kan ikke stemme. Derfor er der i Danmark en samfundsgruppe, der ingen indflydelse har på de love, de bliver dømt under. Dette gør de 15-18-årige til den minoritet i landet, der er dårligst stillet over for loven. Det er skævt, når jeg som 17-årig kan bidrage til samfundet med arbejde og skat, men jeg har ingen indflydelse på lovene om hverken skat eller arbejdet eller nogen anden lov. Jeg har ingen stemmeretmæssig indflydelse på min egen eller fællesskabets fremtid.
Højrefløjens argumenter imod 16-års valgret er, at unge ikke er modne nok til at stemme, og derfor ville de ikke ville stemme, selv om de havde muligheden. Men ifølge DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) har dele af Tyskland erfaring med denne form for valgret. Det viser sig, at flere 16-17-årige stemte end de 18-20 førstegangsvælgere. Ungdommen er hermed moden nok til at stemme.
Jeg mener, at både den kriminelle lavalder og valgalderen bør ligge på de 16 år. Dette vil gøre, at ansvaret over for loven og retten til faktisk at ændre på den følges ad. Dette mener jeg, fordi jeg tror på en fremtid, hvor folket og fællesskabet kan sammenarbejde og fungere på tværs af forskellige aldersgrænser. Jeg tror på ungdommen og på dens rettigheder. Tro på ungdommen sammen med mig og kæmp for 16-års valgret.

Sofus Rønberg
17-årig gymnasieelev
og medlem af SF Ungdom